Julegave til Jordløse: Bedre adgang til naturen

Beboere i Jordløse har fået en ekstra julegave i år. Byen har nemlig fået 1,8 millioner kroner til at udvide blandt andet stisystemerne i området.

Assens Kommune har søgt og fået midler fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til projektet ”Fortællinger og forbindelser i byens landskab – et natur- og landskabsprojekt i Jordløse”, det skriver Assens Kommune på deres hjemmeside. 

Hele 1,8 millioner kroner er blevet bevilget til projektet, som skal udvikle natur- og landskabskvaliteterne i området. De skal blandt andet bruges til stisystemer, som skal gøre det nemmere at komme til naturen og landskabet for byens beboere og andre, der vil nyde naturen omkring Jordløse. 

Assens Kommune skriver, at Jordløse skal være et valg for naturturister og for folk, der ønsker at bosætte sig på landet med mulighed for at bevæge sig ud i naturen. Jordløse skal være et sted, hvor man tager ophold, går på opdagelse og overnatter i. Det skal også være nemmere for folk på hesteryg at nyde naturen.

Projektet indeholder en plan, der skal udvikle naturen i den centrale del af Jordløse, og skabe stiforbindelser ud til landskabet uden for byen.

Rytteren, vandreren og cyklisten

Der vil i landskabet blive etableret et netværk af stier for rytteren, vandreren og den, der har lyst til en cykeltur i smukke omgivelser.

Stisystemerne skal forbindess med Øhavsstien, Lillebæltsstien og Jordløse bakker.

Der bliver desuden opsat shelters, udkigstårn og hestefolde til dem, der måtte vælge at bruge stierne på hesteryg. Endelig skal der laves foldere om området samt udvikles en digital formidlingsplatform.

Projektet gennemføres i 2019 i et samarbejde mellem Assens Kommune og Jordløse.

Oversigt

    Oversigt