I det fynske folks tjeneste

Kamp om millionerne: Assens vil have direkte vej til motorvejsnettet

Assens melder sig nu ind i kampen om fynske vejprojekter. En direkte motortrafikvej fra Assens til motorvejen til 700 millioner vil være en god idé, mener erhvervsforening.

00:28

Erhvervsforening ønsker motortrafikvej fra Assens til Fynske Motorvej. - Det er et ambitiøst ønske, siger Arne Jakobsen fra erhvervsgruppen Assens Købstad. Video: Alex Syrik Foto: Ole Holbech

Et tredje spor på den fynske motorvej og en bro mellem Fyn og Als er ikke nok. Der skal mere til, mener en gruppe erhvervsfolk i Assens.

- Det er et ambitiøst ønske, som vi har her i Assens, fordi vi synes at fremkommeligheden til og fra Odense er noget vanskelig, siger Arne Jakobsen fra erhvervsgruppen Assens Købstad.

Gruppen foreslår anlæg af en helt ny motortrafikvej, der skal forbinde Assens med Fynske Motorvej. Trods en skønnet anlægspris på 700 millioner kroner mener gruppen, at sådan en vejforbindelse er værd at satse på.

- Vi har lavet nogle beregninger, der viser, at den er samfundsøkonomisk rentabel med de trafikmålinger, vi har kunnet fremskaffe, siger Arne Jakobsen.

Læs også Sønderborg: - Vi har brug for Fyn i kampen for Als-Fyn-bro

Fra Assens via Aarup til Blommenslyst

Konkret går forslaget ud på at etablere en ny gennemgående motortrafikvej fra Assens via Aarup og op til motorvejsafkørsel 53 ved Blommenslyst. Derudover har gruppen to alternative linjeføringer, hvoraf den ene føres forbi Glamsbjerg, hvor Assens Kommunes skoler og uddannelser primært ligger.

Fælles for alle tre forslag er ønsket om at gøre det lettere for de mennesker, der pendler til og fra arbejde. Omkring 8.000 personer pendler dagligt til og fra Assens, og typisk vil hver pendler kunne spare cirka 15 minutter om dagen. Det fremgår af en rapport, som erhvervsgruppen i Assens har fået udarbejdet.

00:42

Udover en besparelse på cirka 15 minutter om dagen for pendlere mellem Odense og Assens vil en motortrafikvej også gøre turen mere behagelig, siger Henrik Kramer, der er salgschef ved Assens Tobaksfabrik.

Luk video

Mere behageligt og afslappende

Udover en besparelse på cirka 15 minutter om dagen for pendlere mellem Odense og Assens vil en motortrafikvej også gøre turen mere behagelig, siger Henrik Kramer, der er salgschef ved Assens Tobaksfabrik.

- Alle forbedringer af vejene og infrastrukturen er til gavn for sådan nogen som mig, der pendler og har relativt langt. Seks-otte minutter sparet sidst på dagen, når man gerne vil hjem og nå at handle og andre gøremål, det betyder noget. Men frem for alt så giver det en mere behagelig kørsel, siger Henrik Kramer.

Læs også Bilister sparer tusindvis af timer på fynsk motorvej

Den sparede tid vil medføre en samfundsøkonomisk gevinst, som erhvervsgruppen anslår til omkring 6 procent af anlægsinvesteringen på 700 millioner kroner. Til sammenligning bidrager motorvejen til Svendborg med 5,5 procent.

Svær gang på jord

Borgmester i Assens, Søren Steen Andersen (V), roser projektet.

- Det er ubestrideligt, at det er et godt og sagligt projekt. Det skal det have stor ros for. Det skal så bare sættes i kontekst med, at det er 700 millioner kroner, der skal forrentes, og de skal skaffes. Og det skal så sættes i sammenhæng med, at det er et projekt, der kun betjener en del af en kommune, siger Søren Steen Andersen.

Borgmesteren forudser, at projektet får en svær gang på jord.

- Men skulle der engang komme en pulje til kommuner med store vejnet og en tynd befolkning, så kunne man tage elementer fra dette projekt, siger Søren Steen Andersen.

01:15

- Det er ubestrideligt, at det er et godt og sagligt projekt, det skal det have stor ros for, siger borgmester i Assens, Søren Steen Andersen (V).

Luk video

Trafikforsker er skeptisk

Forslaget om en ny motortrafikvej på det sydvestlige Fyn bliver umiddelbart mødt med skepsis af trafikforsker Niels Agerholm fra Aalborg Universitet. Blandt andet fordi nye vejprojekter ikke harmonerer godt med den aktuelle klimadagsorden.

- Så længe vi har en klimapolitik, der er så fokuseret som i øjeblikket, vil man nok være tilbageholdende med at investere i infrastrukturprojekter, der fremmer privatbilismen. Flere veje giver flere biler, og det er ikke i tråd med ønsket om en grøn omstilling, i hvert fald ikke så længe vores biler kører på benzin eller diesel, siger Niels Agerholm.

Læs også Trods forbedringer på Fynske Motorvej: Trængsel koster 30 milliarder årligt

Der går sognerådspolitik i den

Assens Kommune har mange små kommuneveje, men stort set ingen statsveje. Det vil ifølge trafikforskeren være en udfordring i sig selv, når staten skal vurdere det nye store fynske vejprojekt.

- Staten vil sammen med Vejdirektoratet fokusere på de steder, hvor man i forvejen servicerer den overordnede trafikafvikling, siger Niels Agerholm.

- Og så ligger der også en slags sognerådspolitik i sagen, som gør det usandsynligt, at man først giver penge til et ekstra spor på Den Fynske Motorvej og så efterfølgende også giver penge til en motortrafikvej til Assens, tilføjer han.

Assens Kommune har i flere år været dårligt placeret på Dansk Industris årlige måling af danske kommuners infrastruktur og transport, senest i 2019 er Assens rangeret til en 77. plads ud af landets 98 kommuner.

03:52

Se hele indslaget her

Luk video