Kongekrone til borgmesteren i Assens - klovnehatten går til ...

Assens borgmester, Søren Steen Andersen (V), får ugens kongekrone for sin kamp for herlighedsværdierne på den fynske vestkyst. Klovnehatten går til Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S), som er i gang med at sætte det gode naboskab på tværs af Lillebælt over styr.

I TV 2/Fyns politiske analyseprogram Politik & Spin kårer politisk analytiker Jesper Buch og samfundsredaktør Jakob Risbro hver uge, de personer, som har gjort sig mest heldigt og uheldigt bemærket i den politiske debat i ugens løb.

Med et glimt i øjet bliver der delt både kongekroner og klovnehatte ud til dem, der har "stukket snuden" frem og markeret sig.

Borgmester Erik Lauritzen, Sønderborg 

Ugens kongekrone

Kongekronen går denne uge til Assens borgmester Søren Steen Andersen (V) for sin håndtering af sagen om den havmøllepark, som Sønderborg Kommune har planer om at placere i et 30 kvadratkilometer stort område i Lillebælt - kun fire kilometer fra den vestfynske kyst.

I et af projekterne arbejdes der med 20 møller, som hver især bliver lige så høje som pylonerne på Storebæltsbroen.

- Borgmesteren har fået sagen på den sydfynske dagsorden og tager borgernes bekymringer alvorligt, siger Jakob Risbro.

- Han har sagligt argumenteret for, at planerne kan være ødelæggende for de herlighedsværdier, der ligger på den vestfynske kyststrækning. Og så har han ikke ladet sig provokere af Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S), som i flere omgange har udtalt sig nedladende om de fynske bekymringer, siger Jakob Risbro.

Ugens klovnehat

Ugens klovnehat går derfor denne gang til netop Sønderborgs borgmester for hans kluntede håndtering af de fynske bekymringer over vindmølleparken.

- Erik Lauritzen har fortjent klovnehatten, fordi han ikke på noget tidspunkt i forløbet har vist den mindste forståelse for, at hans vindmølleprojekt griber forstyrrende ind i de fynske herlighedsværdier. For eksempel har han sagt til JydskeVestkysten, at hvis fynboerne ikke kan lide udsigten til møllerne, kan de bare kigge den anden vej, siger Jesper Buch.

- Det er altid klogt at snakke med sin nabo, inden man bygger i skel. Også selv om man har retten på sin side. Alt andet kan give dårligt naboskab, og det har Sønderborg vel ikke ligefrem brug for, hvis kommunen vil sikre sig fynsk opbakning - ikke bare til vindmølleprojektet, men også på den lange bane vil have politisk og folkelig fynsk opbakning til en bro mellem Als og Fyn. Man skal lige huske, at nogle af de borgere ved Falsled og ved Millinge, som i forvejen frygter trafikken fra broen, nu også risikerer deres havudsigt til Lillebælt.

I følge Jesper Buch kan Sønderborgs borgmester være glad for, at der ikke er mange på Fyn, som læser JydskeVestkysten.

- Men dem, der gør, bemærkede sikkert hans udtalelser til avisen den 8. april 2018, hvor han blandt andet fik fortalt, at det ikke er hans opgave at overbevise fynboerne om en havvindmøllepark, fordi de bare kan tage stilling, når høringsfasen kommer.

- Det er så den modstand borgmesteren oplever nu for fuld styrke fra nogle berørte parter, som føler sig ekstra trådt på af hans arrogante retorik.

Denne udgave af Politik & Spin handler blandt andet om regeringens energiudspil, og især hvor vigtigt det er for den fynske minister Lars Chr. Lilleholt (V), som skal forhandle det på plads. Derudover bliver regeringens ghettoudspil også vendt.

Oversigt

    Oversigt