I det fynske folks tjeneste

Kun plads til 20 i kirken: Her rykker gudstjenesten ind i kulturhuset

I Sandager på Vestfyn har kirken kun plads til 20 gæster på grund af corona. Nu rykker de gudstjenesten til byens gamle brugs for at få mere plads.

Gudstjenesten er rykket ud af kirken og ind i kulturhuset for at gøre plads til flere. Foto: Flemming Ellegaard

I den lille vestfynske landsby Sandager tæt på Assens har de fundet en løsning på kirkens pladsproblemer. For i den lille lokale kirke er det tæt på umuligt at holde gudstjeneste på grund af coronarestriktionerne. 

- I Sandager kirke, hvor vi plejer at holde gustjenesten, der må vi være 20 personer. Og vi skal jo synge. Skulle vi ikke synge, så måtte der være omkring 40. Der skal være to meters afstand når vi skal synge, siger Jørgen Peter Jacobsen, der er menighedsrådsformand i Sandager Sogn. 

Jeg synes, det er helt fantastisk

Leif Kristensen, pensionist, Sandager

Og med julen for døren, og forventninger om, at kirkerne bliver velbesøgte, blev el-orglet fundet frem og rykket til landsbyens kulturhus. For her rykkede adventsgudstjenesten ind søndag eftermiddag. 

Og det var til stor glæde for de fremmødte.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, siger Leif Kristensen, der tit har været forbi kirken.

- Når det ikke kan lade sig gøre i kirken, så synes jeg, det er fint, at det kan lade sig gøre her, fortæller Sonja Jensen, der er pensionist. 

- Der kan jo ikke være ret mange i kirken, så det er da fint, siger Karl Jensen.

Læs også Endnu en brugs lukker: - Det er bare så sørgeligt

Og for ejerne af det nye kulturhus var det oplagt at byde præst, kirketjener og byens borgere indenfor til salmesang og prædiken. 

- Da jeg hørte, at kirken ikke kunne have så mange til deres gudstjenester, tænkte jeg, at vi da kunne tilbyde dem, at være her. Jeg synes, det er rigtig vigtigt for lokalsamfundet - for ikke at uddø - at vi gør lidt for hinanden. Også for at skabe lidt liv i den gamle bygning her, forklarer Ole Larsen, der er medejer at Sandager kulturhus. 

Ved at rykke gudstjenesten kan op til 100 personer få lov at deltage. 

- Det er da alletiders. Nu kan vi holde en adventsgudstjeneste, og det er et alternativ, så vi har noget et tilbyde vores sognebeboere. Det hjælper ikke, at vi sidder med hænderne i lommen, og at der ikke sker noget. Vi skal også sørge for, at der sker noget herude, selvom der er corona. Livet skal jo gå videre, siger menighedsrådsformanden.

Læs også Naboer til lukket brugs håber på opbakning: - Det nytter ikke at sidde hjemme i sofaen

Brugs omdannet til kulturhus

Ole Larsen er én blandt fire lokale, der sidste år opkøbte bygningen, der tidligere husede landsbyens nedlagte brugs. Efter 117 års levetid gik den konkurs til stor ærgelse for byen.

Men de fire medejere har nu forvandlet den til et nyt kulturhus. Og søndag blev det så indviet med el-orgel og salmesang. 

- Vi ville jo ikke have, at det blev en eller anden tomt, der barae stod stille. Og så kunne vi se nogle muligheder i, at kunne lave et kulturhus og musikhus, fortæller Ole Larsen.