- Så er der vist ikke meget mere end 700-800 meter herfra. Det er jo kun en lille promille af turen. Så det føles meget godt.
Ordene kommer fra Matti Anderson. I 100 dage har han vandret mere end 30 kilometer om dagen. Missionen begyndte ved Nordkap i det nordligste Norge, hvor han 18. juli i år tog de første skridt på sin rejse.
Den 20-årige asseneser blev student i sommer og ville bruge sit sabbatår på en anderledes måde. Det må han siges at have gjort. Vandrestøvlerne er hullede, på kinderne er et skæg vokset frem, og han har tabt fem kilo, siden strabadserne begyndte.
- Det har været et projekt i lang tid det her, og nu er det lykkedes. Så det er jo bare en kæmpe tilfredsstillelse. Det er skønt, siger han, mens han bevæger sig ind på opløbsstrækningen.
- Næste vej. Så op til højre, og så er jeg hjemme.
Planlagt i et år
Det er et år siden, at Matti Anderson begyndte at planlægge turen, der har slutdestination ved hans forældres hoveddør i Assens. Turen er så lang, at Google Maps giver op, hvis man beder den om at udregne en rute.
- Det er jo fedt. Man har gået og visualiseret det så længe, og så kommer man endelig i mål. Det der med at sætte sig for et mål og så opnå det. At kæmpe for det i så lang tid og så komme hjem og tage i dørhåndtaget og vide, at sejren er hjemme. At man har opnået det, man satte sig for for et års tid siden.
Faktisk var det ikke på selve Nordkap, at Matti Anderson begyndte sin rejse. Det store plateau, der bliver kaldt Nordkap, er nemlig ikke den allernordligste spids af Norge. Den nordligste spids er en tange, der ligger en smule vest for plateauet.
Derfor blev Matti Anderson kørt ud til tangen af en lokal, hvorfra den 20-årige vandrer tog det første skridt på rejsen. Et skridt, der blev foreviget med hans lille røde kamera. Klik, klik, klik.
Jeg har det godt i kroppen, og jeg er ikke blevet tosset undervejs.
Omkring 3.000 af de tilbagelagte kilometer har Matti Anderson gået alene, men flere gange på turen har han haft selskab af venner, der har sluttet sig til ham for at gå med ham.
- Det er et stort boost for moralen, når man går alene - at se frem til at få selskab. Og så kan man lidt igen, når man har været sammen i noget tid, siger han.
Vennerne, der fulgte ham i Lapland og det sydlige Sverige, medbragte samtidig ekstra proviant og nyt udstyr, hvis det var nødvendigt. Der var dog en ulempe, når han skulle følges med andre.
- De har ikke nødvendigvis været i lige så god form, som jeg selvfølgelig har været, når jeg har været afsted i månedsvis, så vi har taget det stille og roligt og haft fokus på hyggen istedet for.
Det har betydet, han måtte kompensere, når han gik alene
- Så har jeg givet den skalle op til, og så har jeg givet den skalle bagefter.
Målet
Efterhånden som Matti Anderson nærmer sig Dankvart Dreyers vej, hvor forældrene bor, bliver skridtene hastigere og smilet bredere.
- Det er kanon. Nu kan man se målet visuelt. Så føles det, som om sejren er hjemme. Det er jo bare kulminationen på lang tids forberedelse. Det er skønt.
Man tager ud for at komme hjem og værdsætte det at være hjemme lidt mere.
Ud til vejen er der sat flag i hækken, og familien står spændt og venter, da Matti Anderson går de sidste meter hen til huset. Inden han kan nå at træde ind i indkørslen, bliver han mødt af kram fra hele familien.
- Slank og med fuldskæg, lyder reaktion fra Matti Andersons mor, efter hun har krammet sønnen og budt ham velkommen hjem.
Turen er dog ikke helt slut endnu.
- Nu skal jeg lige op og tage i dørhandtaget, så er jeg færdig, siger han.
Klik, klik, klik, lyder det, da han tager i døren. Så er målet nået og foreviget.
- Sådan. Så er sejren i hus.
Ikke mere pulvermad
I begyndelsen mente Matti Anderson, det ville tage mellem fire og seks måneder at gå turen, men han har nået det på præcis 100 dage. En bedrift han dog mere tilskriver held end forstand.
- Jeg er bare lykkelig for at have klaret hele turen og alle de udfordringer, der har været. At nå både målet og destinationen. Jeg har det godt i kroppen, og jeg er ikke blevet tosset undervejs. Det er den største sejr, at det er gået godt
- Euforien har nok ikke rigtig ramt mig endnu, men altså tilfredsstillelsen ved at komme hjem var jo egentlig det, der er formålet på en eller anden måde. Man tager ud for at komme hjem og værdsætte det at være hjemme lidt mere.
For første gang siden juli kan han nu glæde sig til at sove i sin egen seng og sætte sig til bords med familien.
- Lige nu skal jeg ind at have noget mad. Hjemmelavet mad, som ikke er kartoffelmospulver eller dehydreret mad og havregryn. Det glæder jeg mig helt vildt til. Og så at spise sammen med familien igen. Det har jeg glædet mig meget til, siger han.
Næste projekt er allerede i støbeskeen. Det er mindre hårdt for benene, medmindre flyttekasserne er overordentligt tunge, da han planlægger at flytte hjemmefra. Han har dog en plan om at rejse på samme måde som vandreturen igen.
- Måske på cykel. Så går det lidt hurtigere, siger han.