Minister på besøg i Assens: Grønne mursten kan blive en del af klimaudspillet

Klimaminister Dan Jørgensen var mandag på besøg hos Strøjer Teglværk i Assens for at se på deres bæredygtige mursten. Det kan blive en del af Folketingets klimaudspil.

- Den første, det er den her helt grønne mursten. Den grønneste vi har, siger Kasper Damsø, mens han viser den grønne mursten frem for klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

I forbindelse med de forestående klimaforhandlinger med Folketingets partier var Dan Jørgensen taget på besøg hos Strøjer Teglværk i Assens, hvor murstenene er bæredygtigt produceret med genanvendte mursten og biogas.

Det fynske teglværk er blevet inviteret med i et af regeringens såkaldte klimapartnerskaber, hvor direktør Kasper Damsø har fået næstformandsposten i det partnerskab, der repræsenterer den energitunge industri i Danmark. 

Mere bæredygtig fremtid

Strøjer Teglværk har skabt syv mursten, som alle er produceret på bæredygtig vis, og som en del af klimapartnerskaberne skal de være med til at komme med anbefalinger til regeringen om bæredygtige løsninger. 

Det hænger sammen med det klimauspil, der lige nu forhandles.

- Vi skal finde ud af, hvilke teknologier vi skal støtte i fremtiden i forhold til energieffektivitet og biogas. Mange af de ting har man her erfaringer med, hvor de også har blik for udfordringerne. Det er vigtigt at have det hele med i forhandlingerne, siger Dan Jørgensen.

For det var ikke tilfældigt, at besøget foregik på teglværket i Assens.

Kasper Damsø viser de grønne mursten frem.
Kasper Damsø viser de grønne mursten frem.
Foto: Jeanette Torndahl Fournier

- Lige netop den her murstensproduktionsbranche har jo eksisteret i århundrede. Det har mange fordele. Det er et materiale, der holder i lang tid, men der er også mange udfordringer, fordi det kræver meget energi at lave det, siger klimaministeren.

Det, Danmark er bygget på

Iført gule veste går Kasper Damsø og Dan Jørgensen rundt på teglværket og ser på produktionen af de grønne mursten. De har længe prioriteret den bæredygtige industri.

- Altså man kan jo sige, at mursten er det, Danmark er bygget på, og derfor skal de også finde sin plads i fremtiden. Det er korrekt, at der skal co2 til at producere mursten, men vores nye metode, hvor vi brænder dem med grøn biogas, så har vi stort set ikke noget co2-aftryk på produktionen. Så kan vi fortsætte med at bygge flotte murstensbygninger de næste mange hundrede år, siger Kasper Damsø.

Han forklarer, at det handler om, at klimaet er globalt, industrien er international, mens lovgivningen ligger på det nationale niveua. Murstenene er klar til salg, og nu håber han, de bliver en del af klimaudspillet. 

- Problemet er, at hvis vi skal producere det med biogas, så bliver det væsentlig dyrere end en traditionel mursten, og så er det kunderne, der vælger, forklarer direktøren.

Kræver støttekroner

Det var netop for at tale om den bæredygtige fremtid, at Dan Jørgensen var mødt op på teglværket, og han var glad for det, han så.

- Her på stedet er man jo kommet langt i forhold til bæredygtighedsdagsordenen, men vi skulle gerne kunne komme endnu længere. Og så skal andre kunne lære af det, som foregår her på Fyn, siger Dan Jørgensen og fortsætter:

Strøjer Teglværk producerer syv forskellige bæredygtige mursten.
Strøjer Teglværk producerer syv forskellige bæredygtige mursten.
Foto: Strøjer Teglværk

- Jeg lytter meget åbent til både udfordringer og gode erfaringer, som jeg kan tage med ind i forhandlingerne. Noget af det, vi for eksempel har diskuteret, er, hvordan vi kan udvide brugen af biogas i Danmark. Der skal nok nogle støttekroner til, og det tror jeg også godt, jeg kan love, at vi ser velvilligt på i forhandlingerne, fastslår han.

Med ordene fra klimaministeren står Kasper Damsø tilbage med en god fornemmelse. 

- Det var en rigtig god oplevelse. Han var meget lydhør, og jeg tror, han fik nogle gode argumenter med herfra. Han var oprigtigt interesseret i det, vi havde at byde på i forhold til bæredygtig og co2-neutrale mursten og fortsætter:

- Jeg tror ikke, jeg får noget forærende, men jeg er sikker på, at hvis vi kæmper hårdt, så når vi målet.

Oversigt

    Oversigt