Der var permanentet hår og fællessang i bussen, da hele Vestfyns Gymnasium fra Glamsbjerg begav sig mod Berlin i november 89.
Det var få dage efter murens fald, og eleverne skulle ned og med egne øjne se historien udfolde sig, fortalte læreren Erling Østergaard dengang til TV 2/Fyn.
- Jeg regner med, de kommer hjem med en oplevelse af, at de for en gangs skyld har set historien, der hvor den udvikler sig lige nu. Jeg tror, de får en helt anden opfattelse af, hvad historie er. Det er ikke noget støvet noget i bøgerne, det er noget, der sker lige nu. Og dét tror jeg, de vil huske i mange år fremover, sagde han.
I dag er der gået 30 år siden den østlige og vestlige del af Berlin blev forenet. Og oplevelsen er ganske rigtigt stadig frisk i erindringen hos flere af de tidligere elever, der udover at være blevet ældre har droppet permanentkrøllerne og skiftet skolebænken ud med arbejdsmarkedet.
- Der var hele den her eufori. Når man talte med folk, fik man fornemmelsen af, at det var en usikker tid. Tysklands genforening var stadig langt væk, og man kunne godt mærke, at det var en opbrudstid. Det gjorde indtryk, siger den tidligere elev Kenneth Vennerstrøm.
Meldinger om uroligheder
Han var blandt de i alt 338 elever, som skolen spontant var lukket ned for at sende til den historiske begivenhed.
Ideen var startet i lærergruppen, gået videre til rektor og i løbet af få dage var turen bestilt og syv busser på vej mod grænsen.
Og selvom der i medierne dengang blev berettet om uroligheder i forbindelse med murens fald, var stemningen god. Også hos de forældre, der netop havde vinket farvel i den kølige morgenluft.
- Det er noget, vi spekulerer på, men det er en oplevelse at sende dem afsted. Det er nu, de skal afsted og ikke om 14 dage, lød det fra en mor, der stod tilbage på parkeringspladsen, da busserne var rullet afsted fra gymnasiet.
Det var da også spændingen ved en ny by, der fyldte mest hos eleverne, husker Kenneth Vennerstrøm.
- Turen var ikke helt ufarlig, men vi kom fra et lille, trygt gymnasium med lærere, der indgød ro. Så jeg var ikke bange. Men det er klart, at det gjorde indtryk, at de stod med maskinpistoler, og man blev tvunget til at veksle sine penge. Så en lille smule utryg var man da, siger han.
Det lille stykke mur endte i skraldespanden
Sammen med resten af sine gymnasiekammerater havde den unge Kenneth Vennerstrøm et helt særligt stykke souvenir med hjem i bagagen: Et stykke af Berlinmuren.
- Senere har jeg smidt det ud, det fortryder jeg i dag. Mine børn forstår det ikke. De synes, jeg er åndsvag, siger han.
Dengang havde det dog ikke været det lille stykke mur, der var vigtigt, men det at opleve og se begivenheden, forklarer han.
Erfaring med virkeligheden
Projektet med at dele Berlin i to begyndte i august 1961 og endte ud i den 45,1 kilometer lange betonmur.
Her sørgede den i 28 år for at holde den østtyske befolkning i det kommunistiske DDR. Men sidst på sommeren 1989 begyndte snebolden for alvor at rulle, og det hele kulminerer så 9.-10. november, hvor jublende folkemasser begyndte at nedbryde Muren.
Men kontrasten mellem de to bydele var der stadig, selvom det hele var i opløsning, husker Kenneth Vennerstrøm.
Den gang i gymnasiet blev langt fra sidste gang, han besøgte byen. Og selvom den i dag er noget helt andet, så sender han hver gang en tanke til skoleturen, der gav ham en helt anden ”erfaring med virkeligheden".