Nægtet pension: Ewan arbejder otte minutter om ugen

Ewan O'Nell fra Assens er en af de mange syge fynboer, der bliver nægtet førtidspension af kommunerne. Nu er Ewan O'Nell i sit andet ressourceforløb - og arbejder otte minutter om ugen og med en seng ved sin side.

Torsdag fortalte TV 2/FYN om Charlotte Poffler, der bliver tvunget ud i sit andet ressourceforløb, så hun kan blive afklaret om sin fremtidige rolle på arbejdsmarkedet.

Men Charlotte Pofflers sag er langt fra enestående. På TV 2/FYNs Facebook-side er det væltet ind med rasende kommentarer til sagen - og med nye eksempler på kommunernes behandling af langtidssyge. En af dem er Ewan O'Nell, der ligesom Charlotte Poffler er blevet tvunget ud i et nyt såkaldt ressourceforløb, selvom det første forløb viste, at han kun kan arbejde få minutter om ugen.

- Hvis jeg kunne, ville jeg smaddergerne arbejde. Men jeg kan bare ikke. Det er uretfærdigt, og jeg synes ikke det er fair at behandle folk, der har betalt skat hele livet sådan. Og når man bliver kastet rundt på den måde som en anden idiot, så bliver man nedtrykt, og det går så ud over mit helbred, siger Ewan O'Nell.

Han lider af kroniske smerter i nakke og skuldre efter at han forskubbede to nakkehvirvler i en ulykke i 2010. Nu har Assens Kommune pålagt ham at arbejde 25 minutter hver mandag på plejhjemmet Sydmarksgården.

- Jeg bliver kørt i taxa begge veje, og så skal jeg hjælpe med at servere kaffe og holde glas. Men efter få minutter bliver jeg så træt, at jeg må lægge mig i sengen, så min arbejdstid er på 5-8 minutter om ugen, siger Ewan O'Nell.

Men trods hans lille arbejdsindsats fastholder kommunen, at hans ressourcer skal afklares, og Assens Kommune har også forsøgt at øge hans ugentlige arbejdstid til fem kvarter.

- Kommunen kan åbenbart fortolke reglerne som man vil. Hvis det er rigtigt, så er der aldrig nogen i dette land, der kan få ro i sjælen og få pension. Så sender de bare folk ud igen og igen, og jeg tror ikke på at det var det der meningen med loven, siger den smerteplagede mand fra Assens.

Oversigt

    Oversigt