Klokken lidt over otte lørdag aften forsvandt strømmen fra flere tusinde husstande i henholdsvis Vissenbjerg, Tommerup Stationsby og Aarup, der ligger vest for Odense
Det skete, da en uvarslet strømafbrydelse ramte 2.822 af kunderne hos elselskabet Vores Elnet. Afbrydelsen vedblev hele lørdag aften.
- Årsagen var fejl på nogle af vores tikilovoltkabler (højspændingskabler red.). Der var fejl på i hvert fald to og muligvis tre kabler, siger Frank Petersen, der er ansvarlig vagthavende hos Vores Elnet.
Afbrydelsen var endeligt ovre klokken 01.44, hvor strømmen var vendt tilbage til alle de berørte husstande.
- Det var et større område, der var berørt, og fordi der var flere steder, hvor der var fejl, så tog det lidt længere tid end normalt at få indkredset, hvor fejlene var. Vi har omdirigeret, så vi kan forsyne via andre kabler, og i næste uge skal vi så kigge på, hvad problemet præcist er, siger den vagthavende.
Hvad fejlene skyldes kan der være flere forklaringer på, fortæller Frank Petersen:
- Det er ikke noget eksternt, men det kan være mange ting. Det kan være tidens tand, det kan være en højspændingsmuffe, der er et problem med, eller det kan være en sten, der har arbejdet sig ind i kablet.
Man kan orientere sig på Energi Fyn og Vores Elnets hjemmesider, hvis man oplever strømsvigt i sit område.