Hvorfor er det kun København, der skal have S-tog? Det skal vi da også have her på Fyn.
Sådan lyder det kort fortalt i en aktuel vision fra Byregion Fyn, som er sammenslutningen af de ti fynske kommuner.
Det er kommunernes ambition at opgradere togtrafikken på Fyn med en ny S-togs-linje fra Svendborg og Nyborg i syd og øst over Odense til Middelfart i vest.
S-toget skal være en slags lokalbane, der forbinder en række små stationsbyer med hyppige afgange og samtidig skabe nem forbindelse til de kommende højhastighedstog mod Jylland og Sjælland.
Visionen er ikke bare en vild tanke, fastslår borgmester Søren Steen Andersen (V).
- Det er ganske realistisk, når du ser på, hvad økonomien er i projektet, mener han.
Der bliver god plads på skinnerne
Planen går ud på, at der skal køre S-tog på den nuværende jernbane, der går tværs over Fyn. De skinner bliver nemlig ledige, når en helt ny banestrækning til højhastighedstog er bygget færdig om fire til seks år.
Samtidig med etableringen af den nye dobbeltsporede bane hen over Fyn, vil Femern-forbindelsen fra Danmark til Tyskland flytte det meste af godstransporten på skinner væk fra den nuværende banestrækning på Fyn.
Med andre ord vil der være en stor overkapacitet på de eksisterende skinner - og det skal udnyttes, mener Søren Steen Andersen.
Der er utrolig mange politikere på Christiansborg, der siger, at de vil gøre noget for hele landet. Nu har de muligheden for at vise, at de mener det.
- Det er en gave, som vi bør gribe, og som vi skal have et samarbejde om med partierne på Christiansborg. Der er utrolig mange på Christiansborg, der siger, at de vil gøre noget for hele landet, og at de også er til for landdistrikterne. Nu har de muligheden for at vise, at de mener det, siger han.
Hvorfor skal der køre S-tog på Fyn?
De fynske kommuner har udarbejdet et fælles konkret projektforslag. Forslaget indeholder alle detaljer, herunder passagerprognoser, økonomiske overslag på udgifter til anlæg og drift, køreplanforslag og så videre.
- Søren Steen Andersen, hvor skal pengene komme fra?
- De skal komme fra staten som andre trafikinvesteringer. Men det her projekt koster nada i forhold til de store metroprojekter og andre trafikprojekter i milliardklassen. Det er slet ikke deroppe, vi er økonomisk, siger Assens-borgmesteren.
Da skinner og stationer er der i forvejen, vil anlægsinvesteringen ifølge projektforslaget være begrænset til Svendborgbanen, hvor der mangler dobbeltspor på en del af strækningen samt en række tekniske justeringer, der skal gøre det muligt at hæve den maksimale hastighed fra 120 til 140 kilometer i timen.
Den samlede anlægsudgift er i projektforslaget anslået til 370 millioner kroner.
Forventning om flere togpassagerer
De ekstra driftsomkostninger forventes modsvaret af flere indtægter fra passagerer. Dels fra flere lokale rejsende, men også fra et forventet større antal fjernrejser, når det bliver muligt at hoppe på det lokale S-tog og efterfølgende skifte til højhastighedstog videre mod Jylland eller København.
- Vi har et stort opland med arbejdskraft, der går begge veje med hensyn til at forsyne både land og by, og hvor det er attraktivt at bo. Der vil det fynske S-tog sikre mobilitet til gavn for hele landet. Det vil også reducere den tætte trafik på vejene. Så det er bare med at sætte i gang, siger Søren Steen Andersen.