Ny tendes breder sig: Lokale vil redde købmand gennem folkeaktier

Beboerforeningen i Ørsted knokler for at bevare den lokale købmand, som står til at lukke. Ofte klarer såkaldte borgerbutikker sig bedre end andre, siger chef for butiksudvikling i Dagrofa.

Det kan nemt tage en halv time at købe en enkelt liter mælk hos købmanden i den vestfynske by Ørsted. Ikke på grund af kø, men fordi butikken er det lokale samlingspunkt. 

- For man skal lige snakke og lige høre dagens nyheder, og alle kender alle, og det er bare fantastisk, siger Paw Olsen, der er smed og bor i Ørsted. 

Lige siden han var barn, er han kommet i butikken, og derfor ramte nyheden om, at købmanden skulle lukke, særligt hårdt. Tilsvarende blev han umådelig glad, da han hørte, at den lokale beboerforening havde igangsat en plan for at redde byens købmand, som fremover skal drives som en såkaldt borgerbutik. 

quote Vi var slet ikke i tvivl om, at vi var nødt til at sætte alt ind på at få fremtidssikret vores købmand her

Michelle Hummel Pedersen, tovholder for indsamling til borgerbutik i Ørsted

- Det betyder meget, at vi har det i nærheden, siger Paw Olsen. 

Sætter alt ind på redningsplan

Bag forsøget på at redde den lokale købmand står den lokale beboerforening, som ikke kunne bære tanken om, at byen skulle miste en del af sit DNA. 

- Vi var slet ikke i tvivl om, at vi var nødt til at sætte alt ind på at få fremtidssikret vores købmand her, siger Michelle Hummel Pedersen, der er medlem af beboerforeningen og tovholder på den indsamling, der skal danne fundamentet for en borgerdreven købmandsbutik. 

På en uge har foreningen allerede indsamlet knap 200.000 kroner, hvilket er halvdelen af de penge, der er brug for. 

Sådan vil lokale redde købmand med folkeaktier

- Vi ved, hvor vigtigt det er for en by, at der stadig er købmandsdrift. Det har der været så mange år, at det er en del af byens DNA. Det er vores samlingssted, siger Michelle Hummel Pedersen. 

Med det indsamlede beløb og den varme modtagelse af projektet i lokalområdet er hun optimistisk på projektets vegne. Hun håber, at borgerbutikken kan åbne allerede i februar, så byen helt undgår at mangle en købmand.

quote Vi ser faktisk, at de borgerbutikker, vi har åbnet i de senere år i vores kæder i Dagrofa, klarer sig bedre end de markedsanalyser, som vi har lagt til at starte med

Noa Jankovic, chefkonsulent i Dagrofa

- Vi har fået så meget kærlighed på vores vej. Både centralt i Ørsted, men også fra mange venner i Turup, som også har været rigtig søde til at bakke op - de ved om nogen, hvad det betyder, når en landsby mister deres købmand, siger Michelle Hummel Pedersen.

Lokalt ejerskab giver omsætning

Ifølge chefkonsulent i dagligvarekoncernen Dagrofa, Noa jankovic, har flere borgere i særligt de mindre byer fået en øget bevidsthed om betydningen af en lokal dagligvarebutik. Derfor vælger flere at tage sagen i egen hånd, når købmanden lukker og slukker. 

- Vi ser faktisk, at de borgerbutikker, vi har åbnet i de senere år i vores kæder i Dagrofa, klarer sig bedre end de markedsanalyser, som vi har lagt til at starte med, siger han og fortsætter:

- Det vil altså sige, at omsætningen er markant højere end den, som vi har estimeret den til at være. Det er, fordi borgerne får et lokalt ejerskab til den butik, de har været med til at etablere eller genåbne, som tilfældet er i Ørsted. 

Men for at en borgerbutik skal have succes, kræver det først og fremmest, at de lokale handler dagligt i butikken. 

- En købmand kan ikke leve af, at man kun handler mælk og gær. Det handler om, at man sætter hovedparten af sine indkøb i den lokale købmand, siger Noa Jankovic. 

Købmanden er klar 

I Ørsted har man allerede fundet byens fremtidige købmand. Det er Brian Lund, der længe har gået med sådan en drøm, som nu kan gå i opfyldelse. 

Ifølge chefkonsulent i Dagrofa, Noa Jankovic, er det at have en god købmand i butikken helt afgørende for lokale dagligvarebutikker. 

- At personen er den rette har en kæmpe betydning. Det handler ikke kun om at kunne sælge varer og få økonomien til at hænge sammen. Det handler lige så meget om nogle menneskelige egenskaber, som gør, at de lokale har lyst til at komme og kan få en snak om store og små spørgsmål. 

Oversigt

    Oversigt