Organiseret tyvebande stjæler værktøj for en million kroner

Fyns Politi opfordrer til, at man gør alt, hvad man kan for at sikre sig imod indbrud i varebiler efter adskillige tyverier.

Der er formentlig en organiseret tyvebande på spil på Fyn. Derfor opfordrer Fyns Politi til, at man gør alt, hvad man kan for at sikre sig imod indbrud, især hvis man har dyrt værktøj liggende i varebilen.

I løbet af den seneste måneds tid har der været adskillige tyverier, senest i Haarby, hvor en hvid Iveco blev tømt for værktøj til en værdi af 98.000 kroner. 

- Vi har vel fået en halv snes anmeldelser om tyveri af værktøj fra varebiler i løbet af de seneste tre uger. En hurtig hovedregning viser, at der er blevet stjålet for en halv til en hel million kroner, siger Carsten Møllegaard fra Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.

Fyns Politi: Sådan sikrer du din varebil

Ifølge Fyns Politi har der været lignende tyverier i Aarup, Glamsbjerg, Middelfart, Jullerup, Tommerup og Tommerup Stationsby.

Derfor råder politiet til, at man parkerer sin varebil i en aflåst garage, især hvis man har værdier for op mod 100.000 kroner eller mere liggende. Hvis det ikke er muligt, er det en god idé at parkere bilen tæt på husets vinduer, så man kan se varebilen fra huset.

Hvis man bliver bestjålet og vil øge håbet om at få sit værktøj igen, anbefales det, at man mærker værktøjet med telefonnummer eller cvr-nummer, råder Carsten Møllegaard. 

Oversigt

    Oversigt