Planer om ny fynsk skov møder modstand og protester

Det går ud over udsigten, mener naboerne til mulig ny skov. Andre glæder sig til at nyde en ridetur mellem træerne.  

De fleste er enige om, at træer og skov er godt for klimaet, men det er ikke alle, der er enige om, hvor træerne og skovene skal placeres. 

Det står klart, efter at et skovrejsningsprojekt ved Assens har mødt modstand og protester fra lokale borgere.

- Det er vigtigt for mig, at jeg kan bevare den frie, åbne udsigt, siger Tom Kristensen, der bor tæt på, hvor skoven skal placeres.

- Min ejendom ligger så højt, at jeg se op til Husby Kirke, og jeg kan også se Lillebæltsbroens pyloner i klart vejr, fortæller han.

Glæder sig til ridetur i skoven

Dorthe Wraa fra Glamsbjerg kan omvendt ikke vente til, at træerne har vokset sig høje. 

- Vi vil gerne herud med vores heste og ride en rigtig god tur. Hvis vejret er fint, kunne vi også godt tænke os, at der var et shelter, og der var en lille indhegning, så vi kan overnatte, og en bålplads, siger Dorthe Wraa. 

Hun bor til gengæld ikke lige ved siden af skoven, ligesom Tom Kristensen, men hun kan køre dertil med en hestetrailer, der også skal være plads til at parkere.

Se tv-indslaget om den nye skov i Assens. 
Fotograf: Ken Petersen

Naturstyrelsen: Næste gang kommer vi med skitse

Ønskerne til den nye skov er med andre ord vidt forskellige.

Naturstyrelsen samler ønskerne ind og kommer med et udspil til, hvad der så skal ske i området. 

- Vi hører, hvad folk har af forslag og idéer. Næste gang kommer vi med en mere gennemarbejdet skitse, så det bliver en proces, siger Jakob Harrekilde Jensen, der er skovridder i Naturstyrelsen. 

Borgmester: Vi skal forene hensyn

Assens’ borgmester, Søren Steen Andersen (V), er opsat på, at der findes en løsning, så så mange som muligt bliver glade for kommunens kommende skovområde. 

- Stort set alle mennesker vil have skov. Det er noget af det første, som potentielle tilflyttere siger, siger Søren Steen Andersen. 

Og der skal tages hensyn til både nuværende og kommende borgere i kommunen. 

- Jeg synes ikke, vi trækker en skov ned over hovedet på dem, men vi skal forene de hensyn, der er, forklarer han.

Naboerne til den nye skov er inviteret til et nyt møde i oktober. Herefter afholdes der to borgermøder i november og december. Den endelig beslutning om skoven træffes i februar 2021.

Oversigt

    Oversigt