Pram med roer fra Fyn fik slagside

En pram fyldt med tonsvis af fynske roer fik kraftig slagside i Nakskov Havn.

Prammen havde tirsdag morgen så meget slagside, at den begyndte at tage vand ind, og roerne er så småt begyndt at drysse i havnebassinet. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Prammen har ligget i Nakskov siden i går, og ifølge Christina Jensen, der er direktør i skibsmæglerfirmaet Holger Kristiansens Eftf. A/S, som står for losningen af roeprammene, så har prammen haft en lille utæthed, der er blevet lappet for nylig. Men tilsyneladende har svejsningen ikke været helt tæt, og derfor er der stille og roligt sevet vand ind i prammen.

Mandskabet på stedet har prøvet at pumpe vandet ud for at få prammen på ret køl, men nu har man rigget pumpen fra og er i stedet begyndt at skovle lasten i land.

Det er skibsmæglerfirmaet A. Fage-Pedersen i Assens, der står for roetransporten med pram fra Assens havn til Nakskov.

Firmaet oplyste ved middagstid til TV 2/FYN, at der ikke er fare for, at prammen vil synke.
 
Det er iøvrigt shippingfirmaet, der er medejer af rederiet South Maritime, hvis skib "South Michelle" gik på grund fredag i Assens.

Oversigt

    Oversigt