Psykisk syg mand angriber politipatrulje med en økse

Politiet var til stede på mandens adresse, fordi han skal indlægges på psykiatrisk sygehus.

En psykisk syg mand har mandag eftermiddag angrebet en politipatrulje med økse.

Angrebet skete, da politiet var taget ud til mandens adresse, fordi han skal indlægges på psykiatrisk hospital. Manden bor i Grønnehave, som ligger mellem Vissenbjerg og Tommerup på Fyn.

Da manden kort før klokken 14 gik til angreb med øksen, blev flere politifolk kaldt til stedet. 

 - Ingen personer blev ramt. Efter at han forsøgte at ramme med øksen, løb han ind i sit hus. Han har låst sig selv inde, så nu venter vi bare på, at han er klar til at komme ud, siger vagtchef Hans Frederiksen.

Der er ingen tilskadekomne ved overfaldet, og ingen betjente har lidt overlast ved episoden, fortæller vagtchefen.

Her kort før klokken 17 er manden fortsat barrikaderet i sit hus, og politiet arbejder på at få ham ud.

- Vi forhandler stadig, og manden er stadigvæk inde i huset. Han bliver anholdt, når vi får ham ud, så han kan blive indlagt, siger vagtchef Hans Frederiksen.

Oversigt

    Oversigt