Rengøring hver femte uge: Løkke forarget over ældrepleje i Assens

Under en spørgetime i Folketinget gav statsminister Lars Løkke Rasmussen sin mening om rengøring hver femte uge til ældre i Assens.

Tidligere på måneden kunne TV 2/Fyn fortælle historien om, at Assens er den eneste fynske kommune, der tilbyder rengøring til ældre hver femte uge. Andre kommuner får gjort rent hver anden uge.

Det går ikke, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

 

 

- Jeg bliver forarget, når jeg på tv kan se ældre mennesker, der ikke kan få gjort rent andet end med fem ugers mellemrum, siger Lars Løkke Rasmussen.

Flere penge til ældreområdet

Under en spørgetime med statsministeren i Folketinget spurgte Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, om regeringen er villig til at give flere penge til ældre i løbet af de næste år.

Hertil var statsministeren enig. Han peger desuden på, at kommunerne skal være bedre til at styre fordelingen af penge fra statskassen, så lignende ikke sker igen.  

- Det kan ikke holde. Det har vi et ansvar for, og det har kommunernes også. Jeg tror ikke, vi kan løfte alene. Vi er nødt til at snakke med kommunerne, om det skal styres strammere, siger Lars Løkke Rasmussen.

90-årige Esther: Jeg vil ikke vaske gulv

90-årige Esther Madsen fortalte i februar, hvordan hun har fået besked om, at kommunen ændrer hendes serviceniveau, så hun blandt andet heller ikke længere får vasket gulv.

- Jeg er fyldt 90 år. Jeg vil ikke ned og vaske gulv, forklarede hun, da TV 2/Fyn mødte pensionisten i hendes hjem i Haarby.

Søren Steen Andersen (V), der er borgmester i Assens Kommune, har indkaldt til ekstraordinært møde om kvalitetstandarderne for rengøring i Assens Kommune.

 

Esther på 90 år kan ikke selv vaske gulv. 
Fotograf: Pernille Gram

 

Oversigt

    Oversigt