Risiko for glatte veje mandag morgen

Mandag morgen er der risiko for glatte veje, da der flere steder har været nattefrost. Frosten hænger i et stykke op ad dagen.

Årets første hverdag begynder kold og med risiko for glatte veje.

Natten til mandag sneg temperaturerne sig ned under frysepunktet, og der er således blevet saltet på store dele af Fyn. Alligevel skal trafikanter, der skal ud fra morgenstunden, være ekstra opmærksomme på, at der fortsat kan være glat.

Nattefrosten holder godt fast i Fyn, og mandag morgen begynder derfor også med frostgrader.

En kold dag

- Det er overskyet mange steder og med en nordøstenvind, kan der altså godt samle sig nogle Kattegatbyger, der fra Bogense og ned mod Middelfart kan give noget nedbør som slud og tøsne, siger Peter Tanev, vært på TV 2 Vejret.

- Ellers ligger man i store dele af området (Fyn, red.) lidt i læ af Sjælland, og så er der chance for tørvejr og måske endda lidt solskin og temperaturer lige over frysepunktet. 

De kølige temperaturer kombineret med en frisk nordøstenvind gør dog, at det vil føles som en forholdsvis kold dag. 

Oversigt

    Oversigt