Sebastian rørte ved giftig øgle: - Du skal hedde Pletmajor

Terrariet i Vissenbjerg satser på, at røre også er at lære. Derfor er der i vinterferien mulighed for at røre ved en slange, en skildpadde og en giftig øgle.

Brødrene Hjalte og Sebastian Bredgaard var nok blandt de mest nysgerrige, da Terrariet i Vissenbjerg torsdag eftermiddag havde "Se, hør og rør i ørkenen" på vinterferie-programmet.

- Jeg har været her et par gange, men jeg har aldrig prøvet det her, konstaterede Sebastian, mens han skubbede til lillebror og gjorde ham opmærksom på, at nu kom der en slange.

Sebastian var ikke kun nysgerrig. Han var også modig, så da dyrepasseren fandt en giftig gilaøgle frem var han ikke i tvivl.

- Jeg skal røre ved den giftige, sagde han og rørte ved det sort- og rød-mønstrede krybdyr.

- Du skal hedde pletmajor, sagde han og konstaterede, at den var smuk.

Udover den giftige øgle, der kan blive tæt på en meter lang fra snude til halespids, fik de besøgende mulighed for at røre en slange med ben og en stråleskildpadde, som udenfor for terrariets beskyttende mure er en truet art.

Man rør og bliver en smule klogere

Formålet ved netop at give børn mulighed for at røre ved terrariets krybdyr er, at lære dem om dyrene på en sjov og anderledes måde.

- Det er i forhold til at folk får en forståelse for, hvad er dyret for noget, hvorfor ser dyret sådan ud som det gør og så den allervigtigste grund, så kan de huske, hvad der bliver sagt, forklarer dyrepasser Jonas Caspersen.

- De behøver ikke at huske alt, hvad vi fortæller, bare de kan huske nogle enkelte ting, så er de blevet en lille smule klogere, uddyber dyrepasseren.

Og lidt klogere blev brødrene efter at have rørt ved dyrene i dag, men det vigtigste er, at de er klar til at gentage successen.

- Næste gang vi er ved vores farmor og farfar, så tager vi herned igen, sagde Sebastian med overbevisning i stemmen.

 
Fotograf: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt