Sejler er druknet ud for Assens

En bølge skyllede fredag en 55-årig sejler i vandet i Lillebælt. Han var ikke iført redningsvest.

En sejler har fredag eftermiddag mistet livet i en drukneulykke ud for Assens.

Den 55-årige mand var taget ud på en tur på sin sejlbåd i selskab med en 28-årig mand, men da båden var kommet fri af havnen, gik det galt.

- Den 55-årige var gået op i stævnen for at sætte sejl, da en bølge kom ind fra siden og skyllede ham i vandet, fortæller vagtchef Kim Munksgaard ved Fyns Politi.

- Han kunne ikke umiddelbart komme op i båden, og strømmen begyndte at føre ham væk, siger vagtchefen.

Ved at ringe til 112 slog den 28-årige straks alarm.

Manden har ikke kendskab til sejlads. Han forsøgte at starte motoren, men uden held. I den chokerede tilstand kom han til at sejle båden på grund i Lillebælt.

- Redningsberedskab fra Assens kom ud og fandt den 55-årige, som lå livløs i vandet, beretter vagtchef Kim Munksgaard fra politiet.

Også Søværnets Operative Kommando var involveret i aktionen, og en læge fra redningshelikopterne deltog i forsøget på at genoplive manden.

Mændene havde planlagt en kort sejltur til den nærliggende Bågø. Ingen af dem var iført redningsvest, oplyser politiet.

Forleden omkom en anden sejler i forbindelse med en kapsejlads ud for Lynæs ved Hundested.

Oversigt

    Oversigt