Shaman på overarbejde

Folkekirken mister medlemmer, men vi tror stadig. I Glamsbjerg har den lokale shaman ventelister til hendes ceremonier.

Færre er medlem af folkekirken, og flere melder sig ud, men det betyder ikke, at vi er stoppet med at have en tro.

I Glamsbjerg oplever den lokale shaman for eksempel, at flere og flere ønsker at deltage i hendes ceremonier.

- Shamanisme, som jeg arbejder med den, det er at være ét med alting. Det er at være i flow med naturen, siger shaman Takanaya Schanne. 

Interessen for shamanismen er stigende, og de nysgerrige og interesserede fynboer står ligefrem i kø for at deltage i Takanaya Schannes ceremonier i Shamanhulen i Glamsbjerg.

- Jeg har altid fuldt hus og tit venteliste, og selv om jeg elsker det, jeg gør, så skal jeg også passe på mig selv, ikke at tage for meget ind, siger Takanaya Schanne.

Shamanen laver forskellige ceremonier, og da vi besøgte hende, var det trommerne, der var i centrum. Og de har fået stor betydning for flere af de mennesker, der deltager i Shamanhulen.

- Jeg synes, trommerne de hjælper mig rigtig meget med at komme af med mine følelser, de negative følelser, siger Laila Okatari Schøler.

Et andet sted i Glamsbjerg finder man den lokale præst. Ligesom de fleste kirker i Danmark har de også her oplevet, at færre bliver døbt, og de har også oplevet udmeldelser af Folkekirken.

 

 

- Det synes jeg naturligvis er ærgerligt. Jeg hører til dem, der synes, at kirken er noget, der samler os - både som mennesker og som folk, siger Jørgen Bendixen, der er sognepræst i Køng Sogn.

De to åndelige vejledere i Glamsbjerg bruger pæne ord om hinanden, er der alligevel lang vej mellem Shamanisme og Kristendom. Selv i Glamsbjerg.

-  Umiddelbart kan det godt overraske mig, at folk de falder for det. Men jeg har respekt for de mennesker, der gør det, siger Jørgen Bendixen.

For Laila Okatari Schøler betyder besøgene i Shamanhulen, at hun har fundet en indre ro, der giver hende et bedre liv.

- Jeg har fået et andet livssyn. En indre ro, siger Laila Okatari Schøler.

 

Færre er medlem af folkekirken, og flere melder sig ud, men det betyder ikke, at vi er stoppet med at have en tro. I Glamsbjerg for eksempel oplever den lokale shaman at flere deltager i ceremonier.

 

Oversigt

    Oversigt