Sjælland støtter luftambulance på Fyn

Region Sjælland støtter nu op om en flytning af akutlægehelikopteren i Billund til Assens på Fyn.

Til næste år skal Danmark have en fjerde akutlægehelikopter. Det medfører,at én af de nuværende tre skal flytte et nyt sted hen. Men hvor den så skal ligge, er stadig ikke besluttet. 

I starten af maj gik Danske Regioner ud med en anbefaling om, at flytte den flyvende ambulance i Billund til Assens på Vestfyn. 

Nu bakker Region Sjælland op om anbefalingen. 

- Jeg håber, at Christiansborg lytter til anbefalingerne, da det vil give en bedre og mere robust dækning af regionens geografi i de situationer, hvor akutlægehelikopteren i Ringsted er på en anden mission. Det har stor betydning for borgerne i Region Sjælland, at der bliver en dobbeltdækning i vores region, siger regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen.

I øjeblikket dækkes hele Region Sjælland, Region Hovedstaden og Bornholm af den akutlægehelikopter, der holder til i Ringsted.

Og en flytning af akutlægehelikopteren fra Billund til Assens - som Danske Regioner har anbefalet - vil ifølge Region Sjælland styrke dækningen af især den vestlige del af Sjælland og Lolland.

Bedre og mere dækning i landet

Helikopterne skal først og fremmest omplaceres for i endnu højere grad at dække områder, hvor borgerne har lang transporttid til traumecentre og specialiseret behandling på de store universitetshospitaler. 

Og anbefalingen fra Danske Regioner er, at flytte akutlægehelikopteren fra Billund til Assens. Det er Sundheds- og Ældreministeriet, der har bedt om et bud på placeringerne. 

quote Jeg håber, at Christiansborg lytter til anbefalingerne

Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland

Og det er vigtigt, hvor i landet helikopterne har base. De primære opgaver for akutlægehelikopteren er nemlig at yde hurtig avanceret akutlægehjælp og transport af svært tilskadekomne patienter og syge patienter med visse medicinske tilstande for eksempel blodprop i hjertet eller hjernen.

I 45 procent af missionerne i 2017 blev patienterne fløjet til Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og andre højt specialiserede sygehuse.

Endnu en luftambulance

Men hvor kommer den nye akutlægehelikopter så til at ligge?

Danske Regioner følger anbefalingerne fra Styregruppen for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning, som har vurderet, at en base til den nye helikopter er bedst placeret i Jammerbugt Kommune i Region Nordjylland.

Samtidig lyder vurderingen, at den nuværende base i Skive bør flyttes til Herning Kommune og Billundbasen til Assens for at opnå den bedst mulige dækning af landet med fire helikoptere. 

- Vi har lyttet til eksperterne på området, og det håber vi også, at politikerne på Christiansborg gør, når de træffer den endelige beslutning. På den måde kan vi bedst muligt hjælpe kritisk syge patienter overalt i landet, sagde Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner, i starten af maj. 

Ved finanslovsforhandlingerne sidste år blev der fra næste år afsat 45 millioner kroner af til det ekstra helikopterberedskab i det nordlige Danmark.   

Landets nuværende tre akutlægehelikoptere har eksisteret siden 2014 og var sidste år i luften 3.658 gange.

 

Oversigt

    Oversigt