Spår massakre i landdistrikter: Elregning fordoblet hos købmand

Alle danskere rammes af prisstigninger, men nu advarer fællesråd om, at energikrisen rammer hårdest på landet.

Energikrisen kan meget vel udvikle sig til en massakre på landet.

Så grum lyder spådommen nu fra Landdistrikternes Fællesråd. 

Noget de også frygter i den lokale købmand i Ørsted på Vestfyn, hvor situationen er kritisk.

- Vi vil kæmpe alt det, vi overhovedet kan for vores butik, siger Michelle Pedersen, der er kasserer i Ørsted Beboerforening.

I butikken står prisstigningerne lysende klart. De er udstillet på prisskilte i midten af lokalet, så ingen kan være i tvivl om, hvilke kræfter der rammer den lille købmanden lige nu.

Fordobling af elregning

62.000 kroner lyder den seneste elregning på. I første kvartal 2021 lød elregningen kun på 29.000 kroner. 

Og fordoblingen af elregningen kan mærkes i den lille købmand.

- Vi har startet med at slukke to fryser ude bagved. Vi har slukket halvdelen af loftslyset, og så har vi slukket en køler i butikken, siger Majken Tinggaard, der er købmand i den lokale butik.

- Man kunne godt overveje at droppe det meste af køl, men så tror jeg ikke, at folk ville handle her, hvis ikke køl var en mulighed, forklarer købmanden. 

Samtidig er der også mange borgere i området, der vil have svært ved at handle længere væk, hvis købmanden skulle lukke, slår Michelle Pedersen fra beboerforeningen fast.

- Og så er butikken her også meget andet end bare dagligvareforsyning. Det er også et sted, vi mødes og holder arrangementer, og som gør det attraktivt at flytte til området, fortæller Michelle Pedersen.

Kigger ind i massakre

Landområdernes attraktivitet er ligenøjagtig det, som de i Landdistrikternes Fællesråd frygter for.

- Det vil give et kæmpe tilbageslag. Det er jo noget af det attraktivitet, der er i landdistrikterne, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Han mener, at prisstigningerne er med til at skabe større forskel mellem land og by.

- Landdistrikter bliver hårdest ramt, og derfor kræver det også nogle politiske initiativer, siger formanden. 

Steffen Damsgaard ser gerne, at virksomhedere og husejere i landområderne får nemmere ved at låne til energiforbedringer. Noget der skal gøre for eksempel de små købmænd mere uafhængige af de dyre energikilder.

Men er der ikke også nogle situationer, hvor det bare ikke giver mening at forsøge at redde en lille lokal købmand? For eksempel hvis kundegrundlaget ikke er stort nok?

- Der skal selvfølgelig være et grundlag, og det kan vi jo se, at der heldigvis er de fleste steder. Der skal være en god sund drift i øvrigt, så giver det jo god mening, at man også fortsætter. 

- Men jeg vil også sige, at vi allerede er der, at de dårligt drevet butikker er lukket. 

Sker der ikke noget, så forudser formanden for fællesrådet, at mange flere lokale købmænd må lide samme skæbne.

- Det skal være sådan, at vi ikke får en massakre, og det er det, vi kigger ind i, siger Steffen Damsgaard.

Nye kølere på vej

I Ørsted er der dog et lille håb i mørket. Her kan en håndsrækning fra en uventet kant nemlig vise sig at hjælpe med at skære toppen af de kommende elregninger.

Bryggeriet Vestfyn Fonden har nemlig doneret 40.000 kroner til energiforbedringer i købmanden. 

- Det er vi ualmindeligt glade for i den her tid. Så nu er der to nye og meget mere energivenlige kølere på vej, fortæller Michelle Pedersen fra Ørsted Beboerforening.

Købmanden er dog langt fra den eneste ting, som borgerne i Ørsted lige nu risikerer at miste. Også regionalbussen 130 og 131, der går fra Assens til Odense, står overfor besparelser på grund af højere energipriser