Summerbird nu også på japansk

Fynsk luksuschokolade sælges nu både i Norge og Japan. Summerbird har investeret 13 millioner kroner i en udvidelse af produktionen sidste år.

Summerbird i Assens, der fremstiller chokoladeprodukter, skal nu også til at sælge kvalitetschokolade i Japan.

Summerbird har startet det 50 procent ejede salgsselskab Summerbird KK i Japan og har ligeledes stiftet det 50 procent ejede selskab produktionsselskab Rawbite Organic Factory, der fremstiller økologiske chokoladebarer.

Summerbird har desuden åbnet en forretning mere i Norge ud over den forretning, man allerede har i landet.

Den fynske virksomhed investerede sidste år 13 millioner kroner i en fabriksudvidelse og nyt risteri af kakaobønner i Assens.

Bruttofortjenesten steg med 3,5 millioner kroner til 60 millioner kroner, og virksomheden fik et overskud før skat på  5,5 millioner kroner - cirka en million bedre end året før - viser det netop offentliggjorte regnskab.

Selskabet samarbejder med Røde Kors og har i årets løb doneret 1,1 millioner kroner til  at  forbedre forholdene på Madagaskar, hvor man får sine kakaobønner fra.

Assens-fabrikken har en egenkapital på 31 millioner kroner.

Der er 120 ansatte på fabrikken i Assens.  

 

Oversigt

    Oversigt