I det fynske folks tjeneste

Tomme butikker skal gøre Glamsbjerg attraktiv

Over 200 borgere har tilmeldt sig nyt netværk i Glamsbjerg. Byens tomme lokaler skal fyldes med arrangementer og initiativ.

Mette-Rose Kongstad, Louise Guldberg Dégas og Rikke Louise Fage-Fjord vil med netværket Glamsværkerne skabe liv i Glamsbjerg.

Jeg fornemmer, der er masser af potentiale og idérige borgere

Mette-Rose Kongstad, Glamsværkerne

Butikslokalerne på hovedgaden i Glamsbjerg er tomme nærmest så langt øjet rækker. Kun enkelte butikslokaler vidner om, at der bag den corona-nedlukkede facade normalt er liv.

Som mange andre mindre byer har borgerne i den knap 3.300 personer store by i de senere år - og i flere omgange - set butikker lukke.

For bare 15 år siden var der tre slagtere og en ostebutik på strækningen fra kirken til det, der engang var byens biograf.

Læs også Lørdagens coronatal: Smitten tager endnu et hop på Fyn

Nu har Mette-Rose Kongstad, Louise Guldberg Dégas og Rikke Louise Fage-Fjord taget initiativ til netværket Glamsværkerne.

- Vi tænker, at vi laver en win-win-løsning, hvor det er dem, der ejer butikkerne, får lov til at vise, hvad butikken kan, og også har lyst til at proppe noget ind i det - for eksempel et pop up café-arrangement. 

- Og vi får lov til at vise, hvad det er, byens mennesker kan, så på den måde håber vi, at alle parter kan få noget rigtig godt ud af det, forklarer Mette-Rose Kongstad om initiativet.

Læs også SDU skal spare millioner - ansatte i fare

Fra 1 til 224

I uge seks lavede Mette-Rose Kongstad et Facebook-opslag og spurgte, om der var andre end hende, der kunne tænke sig at gøre noget ved de mange tomme butikslokaler.

Nu får initiativet opbakning fra 224 medlemmer, og det glæder igangsætteren.

- Jeg fornemmer, der er masser af potentiale og idérige borgere, siger Mette-Rose Kongstad.

Hun tilføjer, at hun ikke regner med, at detailhandlen vil vende tilbage, men at det handler om at få liv tilbage i byen. 

- For eksempel en legestue for mødregrupper, en café eller lignende.

- Vi ved ikke endnu, hvilke lokaler, der kan være i spil. Vi forestiller os, at der er udlejere, som kunne være interesseret, siger Mette-Rose Kongstad, og fortæller, at en bygningsejer allerede nu har henvendt og spurgt om idéer til, hvad der kan være i de tomme lokaler.

Samtidig er Assens Kommune i gang med, at ansætte en bosætningskonsulent og en bylivskoordinator. 

- Kommunen virker derfor også til at være interesseret i at skrue op for bosætningen og gøre byen mere attraktiv, siger Mette-Rose Kongstad.

Hvor der er folk, er derfællesskaber

Selvom projektet kun er få uger gammelt, er initiativtagerne sikre på, at der er potentiale. 

- Vi er meget nye i det, og vi ved også godt, at der i forbindelse med, at skulle lave nogle midlertidige aktiviteter vil være alt mulig i forhold til at få tilladelser. Det er noget vi skal udforske nærmere og blive klogere på, siger Rikke Louise Fage-Fjord.

De tre initiativtagere er ikke kun sikre på potentialet. De er også sikre på, at der på længere sigt vil komme en effekt.

- Hvor der er mere liv og mere fællesskab, er der flere folk, som aktivt tager initiativ til at skabe fællesskaber.

- Det handler ligeså meget om at løfte andre som at løfte i flok, siger Rikke Louise Fage-Fjord.

Læs også Fynsk atlet ser frem mod handicap-OL: - Jeg glæder mig især til at mærke suset