Tredje gerningsmand bag voldsomt bilrøveri fængslet

Retten i Odense har tirsdag varetægtsfængslet en tredje gerningsmand bag et voldsomt biltyveri i Brylle.

Tre mænd sidder nu varetægtsfængslet i forbindelse med røveriet af en koksgrå Audi A3 i Brylle nytårsaftensdag.

Fyns Politi meldte i første omgang ud, at der var to gerningsmænd bag røveriet, men tirsdag er altså også en tredje gerningsmand blevet varetægtsfængslet ved Retten i Odense.

Den tredje fængslede er en 31-årig mand. Og meget mere end det kan politiet ikke sige på nuværende tidspunkt.

- Der er dørlukning i sagen, så jeg kan kun komme med begrænsede informationer af hensyn til efterforskningen. Jeg kan derfor ikke sige noget om hans rolle i røveriet, siger Annette Korsgaard, der er specialanklager ved Fyns Politi.

Alle tre gerningsmænd sidder i første omgang varetægtsfængslet frem til den 29. januar. Alle tre er sigtet for det samme, forklarer specialanklageren.

- De er alle sigtet for røveri og efterfølgende fareforvoldelse ved at køre frem mod to politimænd, siger Annette Korsgaard.

 

 

Skud affyret

Fyns Politi modtog den 31. december klokken 11 en anmeldelse om, at to mænd var i gang med at stjæle to biler på en ejendom på Holmehavegyden i Brylle ved Tommerup.

Ejeren af ejendommen opdagede, hvad der var i gang, og han forsøgte derfor at stoppe tyveriet. Men i stedet endte han med at blive slået ned. Mandens søn og svigerdatter var også på ejendommen, og da de efterfølgende blandede sig, blev de forsøgt påkørt. De blev dog ikke ramt og kom ikke noget til.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Herefter stak gerningsmændene af i en stjålet Audi A3, og under flugten fra politiet kørte bilen direkte mod to betjente, som måtte springe til side for at bringe sig i sikkerhed, har politiet efterfølgende oplyst.

Betjentene affyrede i alt tre skud under forsøget på at få mændene i den stjålne bil til at stoppe. Først et varselsskud og derefter yderligere to skud mod bilen, der alligevel fortsatte flugten.

Knap to timer senere fandt politiet bilen på en mark i området. En halv time senere - klokken 13.20 nytårsaftensdag - blev en gerningsmand anholdt i samme område.

Politiet efterlyste dengang en gerningsmand mere, men nu har politiet altså både anholdt og varetægtsfængslet yderligere to formodede gerningsmænd.

Oversigt

    Oversigt