I det fynske folks tjeneste

Ung pige antastet: Politiet efterlyser skaldet mand uden fortænder

En yngre pige er onsdag blevet antastet af en mand i en hvid varebil i Vissenbjerg. Politiet beder om hjælp til at finde frem til manden.

Politiet beder om hjælp til at finde frem til en mand i en hvid varebil. Foto: Ole Holbech

Onsdag eftermiddag blev en yngre pige antastet på Kirkehelle ved Lunderskovhuse, som ligger ved Vissenbjerg. 

Ifølge Fyns Politi var det en mand i en hvid varebil, der tog kontakt til pigen, og politiet beder nu om hjælp til at finde frem til manden. 

- Han har kontaktet hende på en måde, der har gjort hende bange, og så er hun løbet væk fra stedet og har fået kontaktet sine forældre, fortæller Henrik Strauss, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Manden kørte efter episoden fra stedet mod syd i en hvid varebil svarende til en Peugeot Partner. Bilen har muligvis papegøjeplader, oplyser politiet. 

Episoden skete mellem klokken 15.05 og 15.15. 

Manden beskrives som dansktalende, omkring 60 år gammel, 175 centimeter høj og spinkel. Derudover er han skaldet og mangler sine fortænder, oplyser Fyns Politi på Twitter. 

Læs også Tre har tilstået i sag om organiseret våbenhandel på Fyn

Ydermere skriver politiet, at manden ryger cigaretter, halter og måske har modermærke eller lignende ved den ene mundvig.

- Der var en lignende episode i mandags med en beskrivelse, der matcher, så nu er vi der, hvor vi gerne vil have fat i ham her og høre, hvad det her drejer sig om, siger Henrik Strauss. 

Har man oplysninger, der kan hjælpe politiet til at finde frem til manden, kan man kontakte dem på telefon 1-1-4.