Unge under 18 stjæler sprut: Nu sætter købmand vagter ind

Flere unge under 18 år køber og stjæler spiritus i Spar i Vissenbjerg. Det erkender ejeren, som nu vil sætte en stopper for det med butiksdetektiv og vagter.

Opdateret
Clock16. jun 2020, kl. 15:43
Opdateret med citater fra SSP-koordinator i Assens Kommune Jesper Jensen.

Flere unge under 18 år har nem adgang til spiritus og snus i den lokale Spar i Vissenbjerg. Desuden er der flere, der stjæler sprut fra butikken, siger butikken ejer Morten Andersen, der har ejet butikken i Vissenbjerg i tre år.

- Det skal stoppes nu. Vi vil ikke som lokal købmand stå model til, at man bare kan gå op i butikken og tage eller købe, hvad man skal bruge, siger han.

Butiksdetektiv og vagter

For at få bugt med tyverierne vil købmanden sætte flere videokameraer op, så de kan holde bedre øje med butikken.

Han har også ansat en vagt til at stå ved butikken nogle timer om ugen, og så vil en anonym butiksdetektiv i ny og næ komme forbi og holde opsyn med butikken. 

Hvis de spotter nogen, så tøver Morten Andersen ikke med at handle. 

- Jeg kan forklare de unge, at der kommer en konsekvens, hvis vi ser det igen. Fremadretttet bliver der slået hårdt ned på det.

Forældre skal ind i kampen

Desuden har Morten Andersen indkaldt personalet til et møde onsdag. De skal have genopfrisket reglerne for salg af tobak og spiritus, da de står med en del af ansvaret for det ulovlige salg, der er sket.

- Det kan være svær opgave for mine unge ansatte at vurdere, hvor gamle kunderne er. Så det er en fælles opgave nu for Vissenbjerg omegn, siger Morten Andersen, der greb tastaturet og lavede et opslag i Facebookgruppen '5294 Vissenbjerg'.

I opslaget opfordrer han forældrene til at komme ind i kampen. 

- Vi vil have forældrene på banen til at hjælpe til. De er nødt til at kigge deres børn i øjnene og forklare, at det ikke er okay. Én ting er personalet og vores intention, men vi kan ikke gøre det alene, siger Morten Andersen.

Opslaget har modtaget mange positive kommentarer og delinger fra forældre og borgere i Vissenbjerg. 
Opslaget har modtaget mange positive kommentarer og delinger fra forældre og borgere i Vissenbjerg. 

Et kendt problem

Det er nogle forældre i byen, der har gjort opmærksom på problemet, men Morten Andersen er selv bekendt med det.

- Det er noget, der har stået på i længere tid, ved jeg. Det er blevet meget kendt, at man bare kan gå ind og gemme sig nede i hjørnet ved vinafdelingen og stoppe ting i tasker, siger han.

Jesper Jensen, der er SSP-koordinator i Assens Kommune, kender godt til de unge miljøer i Vissenbjerg. Han synes, det er vigtigt, at købmændene reagerer.

- Det er godt, at købmændene råber vagt i gevær, og det er vigtigt, at de får anmeldt det, siger han.

SSP-medarbejderen mener, at de er godt med i forhold til de unge miljøer i Vissenbjerg. De starter nogle ting over sommeren, hvor de unge samles endnu mere udenfor.

- Vi vil lave nogle SSP-hotspots, hvor mange af de unge samles. Henover sommeren vil vi være ekstra opmærksomme, siger han.

Butikken har nu flere videokameraer, der er hyret en vagt og en butiksdetektiv, men nok så vigtigt skal byens forældre nu hjælpe med at holde deres egne børn i snor. Det sker i en bøn om hjælp på Facebook.

Oversigt

    Oversigt