Video viser sjældent syn: Ni storke på samme tag

Jonas Jacobsen har i Sandager, tæt ved Assens, optaget en video af ni storke på taget af deres lade.

19-årige Jonas Jacobsen mødte tirsdag et uventet syn på toppen af den ene lade på familiens gård Torup Bakkegård i Sandager nord for Assens. 

- Min far og min kammerat opdagede, at de sad oppe på taget. Så vi gik derned, og de sad egentlig bare stille. Vi har engang haft to storke ude på markerne, men aldrig ni, fortæller Jonas Jacobsen. 

Hele ni storke flokkedes på gavlen af den store lade, og ifølge storkeekspert Jesper Leegaard har vejret stor betydning for storkenes interesse for at være så nordligt. 

- Der er et højtrykspræget vejr i Europa. Og så er det helt klart også på grund af træktiden. Det kan være storke fra Skåne, som flyver over Fyn og besøger os. 

Sjældent bliver normalt

Selvom synet af ni storke samlet ét sted i Danmark er et sjældent syn, fortæller han, at det måske er et syn, som vi skal vænne os til.

- For fem år siden ville det her være et ultrasjældent syn. Men bestanden er stigende i Europa, og tendensen er, at storkene i stedet for at flyve til Sydeuropa bliver heroppe. 

Tilbage i foråret var et storkepar også på besøg på Fyn. Her gik de en tur på en mark i Kerteminde.

Oversigt

    Oversigt