Villa udbrændt: - Jeg tror ikke, det er noget, man kan reparere på

Kort før klokken halv tre natten til fredag blev der ringet 1-1-2 fra Svanevej i Vissenbjerg, da et af villavejens huse stod i flammer.

En villa på Svanevej i Vissenbjerg er torsdag nat brændt ned. Ilden var så kraftigt, at det var naboen, der klokken 02.27 alarmerede 1-1-2.

Da politi og brandvæsnet kom frem, var det uklart, om husets beboere var hjemme. Derfor skulle Beredskab Fyns folk først ind og lede efter personer i det brændende hus. Der var dog heldigvis ingen hjemme, og slukningsarbejdet kunne begynde.

Der er ikke meget at se udvendigt, men lugten af røg i luften er fortsat kraftig på Svanevej.
Der er ikke meget at se udvendigt, men lugten af røg i luften er fortsat kraftig på Svanevej.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Først tidligt fredag morgen blev Beredskab Fyn færdige med slukningsarbejdet, og nu skal politiet undersøge, hvad der kan have forårsaget branden.

- Man skal ud og kigge på det senere i dag, og man har spærret huset af og forventer at lave brandundersøgelser, så vi kan være sikre på, der ikke er noget galt, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Henrik Krøjgaard.

Ubeboeligt

Det er almindelig procedure, at politiet laver undersøgelser efter brande. Det sker rutinemæssigt for at sikre, at ilden ikke er påsat.

Ilden nåede at komme under kontrol, inden den spredte sig til andre af villavejens huse. Til gengæld vil det udbrændte hus være ubeboeligt længe. 

- Jeg tror ikke, det er noget, man kan reparere på. Det er i hvert fald ikke forkert at sige, at der er sket store skader, siger Henrik Krøjgaard.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt