Ville hente oversavet jagtgevær: Kastede sten og truede ekskæreste

En 25-årig mand fra Glamsbjerg vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør, efter han har truet sin ekskæreste med at hente et skydevåben.

Opdatering
Clock03. jan 2021, kl. 18:55
Fyns Politi fortæller, at den 25-årige blev varetægtsfængslet i fire uger ved søndagens grundlovsforhør.

Fyns Politi forventer at fremstille en 25-årig mand fra Glamsbjerg i grundlovsforhør søndag, efter flere hændelser lørdag.

Manden skulle omkring 16.30 lørdag eftermiddag have kastet en sten gennem ruden hos sin ekskæreste på en adresse i nærheden af Aarup, hvorefter han har truet hende med at vende tilbage med et skydevåben.

Sådan et fandt politiet senere i mandens hjem i Glamsbjerg.

- Vi fandt et oversavet jagtgevær med ammunition, da vi ransagede hans bopæl i Glamsbjerg, siger vagtchef ved Fyns Politi, Peter Vestergaard til TV 2 Fyn.

Kørte bil uden kørekort

Derudover er manden set køre bil i løbet af dagen, hvilket også er en lovovertrædelse.

- Vi ved, han har været ude og køre bil, og det må han ikke, for han har ikke noget kørekort, siger Peter Vestergaard.

Når man har kørt bil uden kørekort tre gange, bliver bilen beslaglagt, og det gjorde politiet lørdag.

Vagtchefen fortæller, at bilen formentlig vil blive konfiskeret, og at manden forventes fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndag.

- Jeg forventer, at han bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af dagen. Vores jurister skal lige vurdere sagen, siger Peter Vestergaard.

Oversigt

    Oversigt