Byrådsmedlem forlader DF

Jesper Larsen, byrådsmedlem i Svendborg, har meldt sig ud af Dansk Folkeparti tirsdag formiddag.

Uroen i Dansk Folkeparti i Svendborg har i dag nået nye højder.

Byrådsmedlemmet Jesper Larsen har meldt sig ud af partiet og vil fortsætte som løsgænger. Det oplyser han til TV 2/ Fyn.

- Det skyldes al den ballade, der har været i partiet i de seneste måneder, siger Jesper Larsen.

Jesper Larsen beretter om et meget anstrengt arbejdsmiljø i den lokale afdeling af Dansk Folkeparti med blandt andre bestyrelsesformand, Jakob Broegaard i centrum.

- Der har så længe jeg har været medlem i DF været massive samarbejdsproblemer mellem Formand Jacob Broegaard, bestyrelsen samt flere kandidater. Jeg har oplevet et sprogbrug og en opførsel, som jeg ikke troede fandtes. Der har været et utal af møder hvor der er forsøgt at starte på en frisk, dog uden held.

- De har dækket over dem urimeligt meget

Det nu forhenværende byrådsmedlem for Dansk Folkeparti mener, at partiledelsen på Christiansborg har givet Jacob Broegaard og mangeårigt medlem af partiet, Jens Munk, og alt for lang snor.

- De har dækket over dem urimeligt meget, skriver Jesper Larsen blandt andet i en netop udsendt pressemeddelelse.

Men det er ikke kun bestyrelsesformand, Jakob Broegaard, den nye løsgænger langer ud efter.

Partiledelsen indblanding overfor særligt gruppeformand og folketingskandidat, Dorthe Ullemose, forhindrer ifølge Jesper Larsen også, at man kan komme samarbejdsproblemerne til livs.

- Jeg har samarbejdet med Dorthe Ullemose så længe det overhovedet har været muligt. Vi har generelt haft et godt samarbejde, men jeg føler, at Dorthe er bundet af de ordrer, som kommer fra partiets øverste ledelse. Det giver splid i byrådsgruppen og et nærmest umuligt samarbejde, siger Jesper Larsen.

Jesper Larsen fortsætter i byrådet uden for parti.