Manifestation mod lukning af Middelfart sygehus

Regionens sparekniv kan komme til at skære Middelfart sygehus fra. Det tjener ikke rygpatienterne i Syddanmark, mener Middelfarts borgmester.

Middelfart sygehus risikerer at lukke i forbindelse med Region Syddanmarks spareplan for 2016, hvor der er lagt op til, at der skal skæres 200 millioner kroner på budgettet. 

Derfor havde Middelfart byråd indkaldt til en manifestation ved rådhuset, hvor omkring 150 borgere var mødt op for at vise, at de er i mod en eventuel lukning. 

240 arbejdspladser er i spil samt en mangeårig opbygning af specialiseret viden inden for rygskader. 

- Vi har et rygcenter i Syddanmark, som har et fantastisk godt ry og rygte, fordi det har et sammenhængende behandlingstilbud. Det har man som specialtilbud, og nu vil man så afspecialisere det, og det synes jeg ikke tjener rygpatienterne i Syddanmark, siger borgmesteren i Middelfart, Steen Dahlstrøm, til dagens manifestation. 

Han bliver bakket op af anæstesisygeplejerske ved Middelfart sygehus, Peter Barksø Petersen, som mener, at det vil være syndt at sprede den specialicerede viden, som har kostet meget at samle i Middelfart. 

- Der er blevet investeret ustudelig mange summer i at få rygcentret til at fungere. Det blev indviet for seks år siden. Hele bygningen er splinterny og det tiltrækker rigtig mange særdeles dygtige mennesker, siger Peter Barksø Petersen. 

25. april vedtager politikerne det endelige sparekatalog, og det træder i kraft løbende frem mod 2017.

Oversigt

    Oversigt