I det fynske folks tjeneste

Internt notat: Letbanen skylder også penge til andre entreprenører

Brancheorganisationen Dansk Byggeri har kendskab til, "...at flere entreprenører beskæftiget på Odense Letbane har en oplevelse af mangelfuldt projektmateriale", står der i et notat, som TV 2/Fyn er kommet i besiddelse af.

Det er angiveligt ikke kun entreprenørfirmaet Barslund, som oplever problemer med Odense Letbane i forbindelse med byggeriet. Foto: Alexander Aagaard

Det er angiveligt ikke kun entreprenørfirmaet Barslund, som oplever problemer med Odense Letbane i forbindelse med byggeriet.

TV 2/Fyn er kommet i besiddelse af et notat fra brancheorganisationen Dansk Byggeri, og her kan man læse, at andre entreprenører har lignende problemer.

"Dansk Byggeri har kendskab til, at flere entreprenører beskæftiget på Odense Letbane har en oplevelse af mangelfuldt projektmateriale, ensidige fravigelser af AB18-aftale grundlaget og en træg eller manglende betaling af gennemførte arbejder", står der i notatet.

Læs også Odense Letbane kræver arbejdet genoptaget

Krav om mindst 30 millioner kroner

TV 2/Fyn har været i kontakt med Dansk Byggeri, som bekræfter indholdet og notatets eksistens, men ingen har ønsket at kommentere sagen. 

Notatet er skrevet efter, at brancheorganisationen i november via kontakt til borgmesterforvaltningen havde inviteret de stridende parter Odense Letbane og Barslund til "dialogmøde".

Mødet har dog ikke ført til en løsning på striden, som i følge entreprenøren skyldes, at der er tale om et helt udsædvanligt mangelfuldt projektmateriale, der påvirker udførelsen af arbejdet. Barslund har på nuværende tidspunkt rettet krav til Odense Letbane på mindst 30 millioner kroner.

Læs også Arbejdet står fortsat stille: Odense Letbane i dialog med Barslund

- Vi forvalter skatteyderpenge, så vi betaler ikke regninger, der ikke er dokumentation for, sagde letbanedirektør Mogens Hagelskær i en pressemeddelse onsdag. 

Fjendtlig og afvisende dialog

Dialogmødet fandt sted den 25. november, og notatet skal i følge TV2/Fyns kilder læses som en beskrivelse af stemningen, som den på mødet blev opfattet af Dansk Byggeri.

"Her optrådte letbanens CEO, Mogens Hagelskær, fjendtligt og afvisende overfor dialog med Barslund, og han var direkte provokeret af, at der havde været henvendelse til kommunens politiske niveau", står der i notatet, som slutter med følgende kommentar:

"Han (Mogens Hagelskær, red.) afviste ligeledes relevansen af diskussion og afsluttede mødet uden konklusion".

TV 2/Fyn har sendt oplysningerne fra notatet til kommunikationschef Benthe Vestergård, Odense Letbane, som har sendt en pressemeddelelse med kommentarer.

- Uanset hvor meget fortroligt materiale, der lækkes, så betaler jeg ikke regninger, som der ikke er dokumentation for. Mine egne medarbejdere får heller ikke refunderet så meget som en krone til en togbillet, uden at de kommer med regningen. Ligeså får entreprenører ikke penge for arbejde, som de ikke kan dokumentere. Jeg forvalter skatteyderpenge – og selvfølgelig betaler jeg ikke regninger, som der ikke er dokumentation for, skriver Odense Letbanes administrerende direktør, Mogens Hagelskær. 

Han fortsætter:

- Og uanset hvor meget fortroligt materiale, som andre parter lækker, så kommenterer jeg ikke sagen i dens detaljer. Løsningen kan kun findes ved, at Barslund genoptager arbejdet og dokumenterer deres arbejde. Så skal jeg nok betale regningerne. Sker det ikke, så har vi retlige regler i voldgiftssystemet til at løse sådanne konflikter, siger Mogens Hagelskær.