Carl Holst bryder tavsheden

Den tidligere forsvarsminister fortæller, at ministerstop og advokatundersøgelse var et mareridt for ham.

"Svin". "Snyder". "Svindler". "Sleske stodderkarl". "Ville ønske vi ramlede ind i hinanden, så jeg ku' flæk en snotklat i dit fjæs... Din hund."

Kommentarfeltet på den tidligere regionsrådsformand og nuværende folketingsmedlem Carl Holsts (V) facebookprofil og de anonyme trusselsbreve i hans og familiens postkasse er det stof, mareridt er gjort af. Men det er virkelighed for Carl Holst og har været det stort set siden, han sidste år bliver valgt ind i Folketinget. Det skriver JydskeVestkysten.

I sidste uge genindtrådte Carl Holst i Folketinget efter godt tre måneders orlov, men kritikken af hans tilbagevenden til landspolitik har været næsten ligeså hård, som den, der blev ham til del i kølvandet på Region Syddanmarks advokatundersøgelse og efterfølgende politianmeldelse.

I JydskeVestkysten søndag taler Carl Holst for første gang om belastningen på ham selv og familien, om de mislykkede forsøg på at trænge igennem muren af offentlighedens vrede og had med faktuel information og korrektion af et hav af falske påstande. Om reaktionen, da en foreløbig udgave af advokatundersøgelsen fra Kromann Reumert blev lækket til pressen med en række faktuelle fejl og forkerte følgeslutninger:

- Det er et kæmpe chok. Et gigantisk mareridt. Den foreløbige rapport indeholder en række forkerte påstande om ulovligheder, og jeg har ingen jordisk chance haft for at komme med bemærkninger. På det tidspunkt overvejer jeg alvorligt helt at opgive politik, fortæller Carl Holst, der i første omgang selv må arbejde sig igennem små 200 bilag, som det endelig lykkedes ham og hans advokat, Karoly Németh, at få udleveret.

Både den foreløbige og endelige rapport indeholder desuden en hård kritik af Carl Holsts ledelsesstil, og Kromann Reumert konkluderer, at medarbejderne har været bange for at sige fra. Carl Holst fastholder, at han ikke genkender beskrivelsen af sit lederskab og henviser til de årlige medarbejdertilfredsundersøgelser. Men han går dog så langt som til at erkende, at han har et til tider iltert temperament og ikke har prioriteret deltagelse i sociale arrangementer.

- Jeg har ikke været den bedste til den sociale del. Jeg havde travlt med at være regionsrådsformand, og når den del var klaret, ville jeg bare hjem til familien. Så nej, jeg har ikke plejet noget socialt netværk relateret til min arbejdsplads, men jeg bliver selvfølgelig ked af det, når folk siger, at de finder mig arrogant. Det synes jeg ikke, jeg er. Men jeg kan måske godt se, hvordan jeg kan virke sådan, når jeg kommer flyvende igennem et lokale og ikke husker at hilse ordentligt, siger han blandt andet.

Carl Holst har siden november været på orlov, efter at 40 ud af 41 medlemmer af regionsrådet i Region Syddanmark meldte ham til politiet. De 40 medlemmer mente, at Holst havde brugt en regionsansat til at drive valgkamp.

 

 

Det var dog ikke kun sagen om den regionsansatte, der forstyrrede Holsts virke som forsvarsminister. Også polemik om et efterlønsvederlag fra Region Syddanmark fyldte meget, og 29. september valgte Carl Holst at trække sig tilbage.

Carl Holst er vendt tilbage til Folketinget som Venstre kirkeordfører.

 

Oversigt

    Oversigt