Holst politianmeldt: Det ligner et hævntogt

Usædvanligt, dramatisk og brutalt, at Region Syddanmark vil politianmelde Carl Holst, mener kommentator.

Politisk kommentator Hans Engell sår stor tvivl om, hvorvidt politianmeldelsen mod tidligere regionsrådsformand og forsvarsminister Carl Holst (V) vil føre noget med sig.

 Engells vurdering kommer, efter at regionsrådet i Region Syddanmark mandag aften besluttede at politianmelde Venstres nuværende kirkeordfører for ulovlig brug af regionens midler, mens han sad som formand og førte valgkamp til Folketinget.

 - Det kan godt være, at Carl Holst har overtrådt nogle regler. Men det betyder jo ikke, at det er omfattet af straffelovens bestemmelser. Det er en ualmindelig brutal optræden, og det ligner et stort politisk hævntogt, siger Hans Engell.

- Det er en ualmindelig brutal optræden, og det ligner et stort politisk hævntogt

 Han kan ikke mindes, at der har været andre tilfælde i sager, hvor der ikke er tale om en åbenlys straffelovssag, som tilfældet var med den tidligere Aalborg-borgmester Marius Andersen (S) eller Farums borgmester Peter Brixtofte (V).

 - Det er jo heller ikke sådan, at hvis en minister har overtrådt bevillingsreglerne i Folketinget, at Folketinget så melder det til politiet. Det er meget usædvanligt det her. siger Engell.

 Derfor undrer han sig over, at regionsrådet ikke først har ladet en uvildig advokat vurdere de retlige aspekter.
 - Det ville jo ofte være sådan, at man får en uvildig advokat - for eksempel kammeradvokaten - til at vurdere, hvorvidt der er noget at komme efter i forhold til straffeloven.

 Hans Engell tror derfor, at det kan være i forhold til erstatningsområdet, at der kan være noget at komme efter.
 - Det kan være, at sagen ender med et civilt søgsmål, hvor regionen må undersøge og tage stilling til, om den kan gøre et erstatningskrav gældende mod Holst. Eller partiet Venstre for den sags skyld.

 - Det kan godt være, at Carl Holst har brugt skatteborgernes penge på noget, der ikke er lovligt. Men han har brugt dem i et personligt politisk øjemed og ikke til at købe et nyt lysegrønt badeværelse, som Aalborgs borgmester gjorde i sin tid, siger Engell med henvisning til sagen om Marius Andersen fra begyndelsen af 1980'erne.

 

Oversigt

    Oversigt