Venstre-politiker mailede med spindoktor om Carl Holsts valgkamp

Medlemmer af Venstre kendte til, at Carl Holst (V) havde en regionsbetalt assistent til at koordinere sin valgkamp.

Hidtil har ingen Venstrefolk ellers erkendt, at de kendte til den formentlig ulovlige valgkamp.

 Vejle Amts Folkeblad har fået aktindsigt i arbejdsmails til og fra den personlige assistent. Flere mails viser, at blandt andre Venstres gruppesekretær i regionsrådet, Bo Libergren, har mailet med den personlige assistent, Christian Ingemann og har kendt til hans job i regionen.

 Læserbrev til spindoktor
 Bo Libergren har mailet et læserbrev til Ingemann. Desuden har Bo Libergren mailet ideer til ham om, hvordan man i valgkampen kunne angribe Socialdemokraternes modstand mod brugerbetaling.

 Den 31. maj skrev Bo Libergren til Ingemanns arbejdsmail, hvor han vedlagde et læserbrev med overskriften "Opgør med københavneriet!".

 Det fremgår ikke af mailen, hvorfor Ingemann skulle have læserbrevet.
 - Jeg sendte det til ham, fordi vi har kendt hinanden i mange år. Jeg syntes, jeg havde skrevet et godt læserbrev, som han skulle se. Han har ikke hjulpet mig med læserbrevet, men hvad rager det dig, siger Bo Libergren.

 Afviser at kende til valgkamp "i det omfang"

 Bo Libergren skrev til Ingemanns arbejdsmail, som viser regionens logo. Desuden stod der "Råds- og direktionssekretariatet" under Ingemanns navn.

 - Jeg havde kendskab til, at han var personlig assistent for Carl Holst, og jeg var vidende om, at han var ansat i Råds- og Direktionssekretariatet. Men jeg vidste ikke, at han førte valgkamp i det omfang, som Statsforvaltningen nu har dokumenteret, siger Bo Libergren.

 Hvorfor meldte du ikke din viden ud om, at han var personlig assistent, da Carl Holst benægtede dette?

 - Hvorfor skulle jeg deltage i en debat om, hvorvidt han var personlig assistent, når jeg ikke kendte hans nærmere, daglige opgaver, siger Bo Libergren.

 Undrede sig ikke

 Du kunne se, at Ingemann var ansat i direktionssekretariatet. Samtidig mailede du med ham om valgkampstemaer. Studsede du ikke over denne sammenblanding?
 - Nej, jeg blev spurgt om nogle ting fra Carl Holst, og så fik jeg nok at vide, jeg skulle sende det cc til Ingemann. Jeg kan ikke huske det præcist, siger Bo Libergren.

 En stribe andre mails viser, hvordan Ingemann koordinerede Holsts valgkamp i samarbejde med menige medlemmer af Venstre.

 Statsforvaltningen har netop afgjort, at Ingemann i større stil førte valgkamp for Holst, og at dette var ulovligt. Derfor valgte regionsrådet, inklusive Venstre, mandag at melde Carl Holst til politiet.

 

Oversigt

    Oversigt