Komponist i Odense vil stjæle fra talenterne

Jurymedlem for violinerne, Sally Beamish, havde en ganske særlig oplevelse, da 12 unge talenter spillede hendes nykomponerede stykke musik, skrevet specielt til Carl Nielsen-konkurrencen.

Sally Beamish fra violinjuryen har komponeret et stykke musik for violin særligt til Carl Nielsen-konkurrencen. Det blev opført, da de 12 violinister dystede om, hvem der skulle gå videre til semifinalen onsdag.

Det har været meget lærerigt for hende at høre sit nyskrevne værk i 12 forskellige varianter.

- Normalt arbejder jeg med musikerne, inden jeg hører dem opføre værket, men det havde jeg slet ikke gjort her, og det var en meget interessant oplevelse. Musikerne havde kun de rå noder, så det var virkelig en test af mig som håndværker. Det ville vise sig, om jeg havde fået det hele med.

-  Jeg var meget tilfreds med resultatet for alle 12 præstationer. Der var faktisk flere ting, som jeg vil stjæle, ting som jeg ikke selv havde tænkt på, at man kan gøre. Så det vil jeg skrive ind i den næste udgave.

- Der var også ting, som jeg troede fremstod helt klart, men det gjorde de ikke, så det blev fortolket forskelligt. Det var meget værdifuldt for mig at vide.

- Hver musiker fandt sin personlige vej gennem værket og udtrykte sig på deres egen måde. Hver præstation var ekstremt personlig, hvilket var skønt. Det var 12 forskellige stemmer, der talte, siger Sally Beamish.

Dybt personlig historie bag værket

Sally Beamish vidste, at hun skulle skrive et værk til Carl Nielsen-konkurrencen. Inspirationen kom fra en uventet og dybt personlig kant.

- Min gudmor var violinist, og jeg var meget knyttet til hende. Jeg blev ringet op, da hun som 98-årig lå på plejehjem, og de vidste ikke, om hun ville vågne igen. Så jeg sad ved hendes side i to timer

- Så skete det mærkelige, at den her musik kom ind i mit hoved. Det mindede meget om et stykke musik, som jeg havde spillet for hende som barn: Kreisler præludiet, men det var en meget spøgelsesagtig form med en mystisk lyd. Det kom bare til mig.

- Efter et par timer åbnede min gudmor sine øjne, kiggede på mig og sagde: "Hallo!" Jeg blev så overrasket, at jeg sagde: "Vil du have et stykke chokolade?" Så sagde hun: "Jeg tror ikke, at jeg må få chokolade", og jeg svarede: "Du må få lige, hvad du vil have." Så spurgte hun, om hun skulle dø nu - for det måtte være derfor, at hun måtte få chokolade. Men jeg sagde: "Nej, du er ikke ved at dø", og hun svarede: "Det er godt, for det er jeg ikke klar til".

- Der var så meget energi i hende lige der, og den energi kan man høre i den hurtige del af stykket.

Hun døde desværre i september, men da var værket heldigvis allerede udgivet, og hun fik en kopi med en dedikation. Den var ved hendes seng, og alle som besøgte hende, skulle se den. Hun var så glad for det.

- Så for mig er min gudmor i høj grad til stede i musikken, sagde Sally Beamish.

Onsdag klokken 19 er violinjuryen på arbejde igen, for da er der semifinale for de seks tilbageværende violinster.

Her kan du se og høre, hvordan det lød, da danske Anna Agafia Egholm fortolkede Sally Beamish' værk.

Anna Agafia Egholm spiller Sally Beamish ved Carl Nielsen International Competition.

Oversigt

    Oversigt