I det fynske folks tjeneste

Aflyst: Fynske klimastrejker afblæst efter corona-anbefaling

Klimastrejker i Middelfart, Svendborg og Odense er aflyst efter nye anbefalinger fra myndighederne.

Tre fynske klimastrejker er aflyst efter nye anbefalinger fra myndighederne, der fraråder arrangementer med flere end 1.000 personer. Foto: Flemming Ellegaard

Klimastrejker over hele landet er aflyst som følge af myndighedernes anbefalinger om, at større begivenheder bør aflyses for at undgå spredning af det smitsomme coronavirus.

Det oplyser klimabevægelsen Fridays For Future Danmark i en pressemeddelelse sent fredag aften.

Der skulle fredag den 13. marts være afholdt demonstrationer i 16 danske byer, herunder København, Roskilde, Odense, Aarhus og Aalborg.

På Fyn skulle der foruden Odense også strejkes i Svendborg og Middelfart.

Læs også Til kamp for klimaet: Fynske familier har gjort en stor forskel med små midler

Arrangørerne forventede, at omkring 10.000 unge ville have strejket fra deres uddannelse for at deltage i demonstrationerne.

Formålet med strejkerne var "at kræve ambitiøs klimahandling og et stop for den ottende udbudsrunde af nordsøolie".

Arrangør: Vi står i en krisesituation

Organisationen beklager, at den har været nødsaget til at aflyse strejken i marts.

Det siger Sasha Søndergaard-Hearn, der er koordinator i Fridays For Future, i meddelelsen.

- Vi står i en krisesituation, og hvert sekund tæller. Derfor er det selvfølgelig meget ærgerligt, at vi bliver nødt til at aflyse eller udsætte klimastrejken. Der er brug for klimahandling nu, siger hun.

Organisationen vil derfor fortsat arbejde for at råbe klimaminister Dan Jørgensen (S) op via en kampagne ved navn "Drop Olien Dan" på sociale medier og i pressen, lyder det.

- Vores mål er, at Dan Jørgensen aflyser den og alle fremtidige udbudsrunder, og dermed sætter en stopper for Danmarks olieindustri, lyder det i meddelelsen.

- Selv om Fridays For Future tager ansvar og aflyser sine begivenheder grundet risiko for coronasmitte, gives der ikke op.

Den næste klimastrejke planlægges fortsat at blive afholdt 24. april.

Det er den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der står bag initiativet Fridays For Future, der har spredt sig til hele verden.

Læs også Fredag uden skole: - De voksne skal tage ansvar