Bager modtager hundredvis af donationer - nu er der gratis is og kys til de ældre

På Langeland er to bagerier og et ishus gået sammen om at levere gratis is og kager til øens plejehjemsbeboere. Initiativet støttes af hundredvis af donationer. 

Med inspiration fra Jylland og Nørre Lyndelse på Fyn er to bagerier og et ishus på Langeland gået sammen om at donere kager og is til øens plejehjem.

Via Facebook og Mobilepay har det været muligt at donere et beløb, så de ældre kunne få glæde af de søde sager, når det nu som følge af coronaviruspandemien ikke er muligt at få så mange besøg. 

- Inden for et døgn havde vi lige knap 400 donationer, siger Daniel Stæhr, der er bagermester i Stæhrs Bageri i Tullebølle.

Visitkager og marengskys

Donationerne betyder, at der er kager og is på vej til samtlige plejehjem og fire bosteder på Langeland, inklusive personale. 

Det er forskelligt, hvad de to bagerier leverer til de ældre. 

- Jeg laver fem små visitkager, og så får de lyserøde marengskys, for der er langt mellem kys og kram på denne tid, forklarer Daniel Stæhr. 

Stort hjerte i krisetid

Donationerne er kommet fra hele landet, ikke kun Langeland.

- Det er fantastisk. Det viser også, hvad det der Facebook kan. Folk har et stort hjerte i denne tid og tænker på de gamle, der sidder hernede, siger bagermesteren.

De ældre på plejehjemmene får ud over kager fra Stæhrs Bageri leveret gratis is fra Vaffelhuset i Rødkøbing samt andre kager fra Humble Bageri.

På Facebook havde Vaffelhuset opfordret til at donere 20 kroner, mens bagerne efterspurgte donationer på 30 kroner. Is og kager på Langeland forventes uddelt i løbet af ugen. Det er ikke længere muligt at donere penge, da indsamlingen er stoppet. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt