Bamsemaler hårdt ramt af coronalukning: - Jeg har ikke været i godt humør

Niels Erik Skovballe er kendt for sine bamsemalerier. At hans store udstilling i Kerteminde er lukket i coronatiden, tager hårdt på Ullerslev-maleren.

Ullerslev-maleren Niels Erik Skovballes store udstilling på Johannes Larsen Museet i Kerteminde er fortsat lukket som følge af coronakrisen.  

- Det er ikke meningen, at et museum skal være publikumstomt, så det er lidt underligt, siger Niels Erik Skovballe til TV 2/Fyn. 

- Jeg har ikke lyst til at bruge ordet depression om min tilstand, men jeg har ikke været i godt humør, fortæller han. 

Bamsemaler: Bamsen kan udtrykke næsten alt

Manden fra Ullerslev, der på grund af sit tilbagevendende motiv også er kendt som bamsemaleren, har i et par måneder været klar med en udstilling om sit kunstnerliv, men altså uden publikum.

At det er bamser, der får hovedrollen på malerierne, er der en særlig årsag til. 

- Jeg tror, at jeg ret hurtigt, efter at jeg malede den første eller anden bamse, indså, at bamsen kunne være den perfekte gesandt for de budskaber, jeg havde lyst til at få fyret af, og som skulle lande ude blandt mennesker, siger Niels Erik Skovballe.

- Bamsen kan næsten udtrykke hvad som helst på en sympatisk måde, selv om mine tanker måske ikke er udpræget sympatiske altid. Jeg kan godt være kritisk over for et eller andet fænomen, og det kan bamsen hjælpe til at fortælle noget om, forklarer Ullerslev-maleren. 

Se hele tv-indslaget om bamsemalerens udstilling. 
Fotograf: Preben Dahl / Flemming Ellegaard

Når stilheden holder op

Udstillingen var kortvarigt åben i marts, men måtte lukke igen, da coronaviruspandemien ramte Danmark. Der er dog optimisme at spore. Hvis alt går vel, kan museerne snart åbne.

- På et eller andet tidspunkt holder stilheden op. Så kommer de myldrende, håber jeg, lige så snart de får lov. 

Ifølge aftalen mellem Folketingets partier vil fase tre, som landets museer er en del af, blive iværksat 8. juni, hvis smitteforholdene tillader det.

Oversigt

    Oversigt