I det fynske folks tjeneste

Borgmestre støtter forslag: Få nu gang i det tredje spor, ny jernbane og færgehavn

De fynske borgmestre står sammen om at opfordre regeringen til at sætte gang i en række infrastrukturprojekter på Fyn for at holde arbejdsløsheden nede som følge af coronakrisen.  

00:55

Der skal gang i den danske økonomi igen efter coronakrisen, og det kan passende ske med flere store projekter på Fyn, mener de fynske borgmestre.

Borgmestrene på Fyn støtter i fælles front et forslag fra Venstre om at fremrykke statslige anlægsprojekter for milliardbeløb, heriblandt et tredje motorvejsspor syd om Odense, en opgradering af jernbanen hen over Vestfyn samt en fremskudt færgehavn i Tårs på Lolland, så forbindelsen til Langeland forbedres. 

Læs også Mere motorvej, jernbane og færgehavn: Venstre vil fremrykke fynske anlægsprojekter for milliarder

Kenneth Muhs (V), der er borgmester i Nyborg, mener, det er motorvejsprojektet, der har førsteprioritet. 

- Jeg tror ikke, der er ret mange - og det er ligegyldigt, om man er fynbo eller kommer fra Jylland eller Sjælland - der ikke ser et behov for at gøre noget ved motorvejsstrækningen syd om Odense, siger Kenneth Muhs til TV 2/Fyn. 

Hvis man tager disse projekter, eksempelvis motorvejsstækningen syd om Odense, har det været behandlet i en tidligere infrastrukturplan, så man skal ikke ud og opfinde noget nyt

Kenneth Muhs, Venstre

Derudover kan der blive bygget støjskærme langs motorvejen, og borgmesteren i Nyborg støtter også de andre projekter med jernbanen og færgehavnen. 

- Hvis man tager disse projekter, eksempelvis motorvejsstækningen syd om Odense, har det været behandlet i en tidligere infrastrukturplan, så man skal ikke ud og opfinde noget nyt. Det er også meget fornuftigt at få sat gang i samfundsøkonomien, siger Kenneth Muhs, der understreger, at projekterne ikke kun vil gavne Fyn, men også resten af landet langt ud i fremtiden. 

Letbane og udvidet lillebæltsforbindelse

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), støtter ligeledes planerne om at fremrykke statslige anlægsprojekter.

- Jeg hilser alle forslag, der kan være med til at skabe noget aktivitet oven på coronakrisen, velkomne, siger Peter Rahbæk Juel, der også nævner bygningen af Odense Letbane og en udvidet lillebæltsforbindelse.

Kigger man på infrastrukturen, er det helt oplagt at fortsætte vejarbejdet. Udvidelsen af E20 er allerede i gang

Peter Rahbæk Juel, Socialdemokratiet

- Kigger man på infrastrukturen, er det helt oplagt at fortsætte vejarbejdet. Udvidelsen af E20 er allerede i gang. Lad maskinerne fortsætter syd om Odense med det tredje spor og støjafskærmning, så beboerne kan få mere ro, siger Peter Rahbæk Juel. 

Peter Rahbæk Juel nævner også, at kommunernes velfærdsbygninger kan renoveres. 

Lillebæltsbroen blev bygget i krisetid

I Middelfart håber borgmester Johannes Lundsfryd (S), at politikerne på Christiansborg vil give grønt lys til de fynske byggeprojekter, så de samfundsmæssige konsekvenser af coronakrisen mindskes. 

- Vi kan se, at arbejdsløsheden stiger. Der er mange mennesker, der mister deres job. For at få flere mennesker i arbejde skal der være en efterspørgsel på arbejdskraft og opgaver, og det kan staten være med til at gå ind og løfte, siger Johannes Lundsfryd. 

Læs også Analyse: Motorvej syd om Odense rykker nærmere

Middelfarts borgmester nævner eksemplet med Den Gamle Lillebæltsbro, der blev bygget i 1930’erne, hvor der var massearbejdsløshed, og hvor staten gik ind og hjalp til.

- Det var første gang, at staten for alvor gik ind og investerede i infrastruktur herhjemme med henblik på at nedbringe arbejdsløsheden, og det er den slags initiativer, vi skal have gang i igen, forklarer Johannes Lundsfryd.

Venstre-formand: Jeg holder tit i kø på Fynske Motorvej

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil ikke lægge sig fast på, hvilke infrastrukturprojekter der skal skydes i gang først. 

- Der er rigtig mange indspark til, hvad der er vigtigst at sætte i gang lige nu, siger Jakob Ellemann-Jensen. 

Jeg ved godt, at der er et stærkt ønske på Fyn på motorvejsstrækningen syd om Odense. Der holder jeg ofte selv i kø, så jeg kender godt udfordringen

Jakob Ellemann-Jensen, Venstre

- Jeg ved godt, at der er et stærkt ønske på Fyn på motorvejsstrækningen syd om Odense. Der holder jeg ofte selv i kø, så jeg kender godt udfordringen. Det er ét oplagt område. Dem er der mange af rundt omkring, forklarer han.

00:14

Jakob Ellemann-Jensen holder ofte selv i kø på motorvejen. Video: TV 2

Luk video

Da Venstre sad i regering før folketingsvalget i sommeren 2019, var netop motorvejsstrækningen syd om Odense med i partiets infrastrukturplan. Venstre-formanden glæder sig over, at de ti fynske borgmestre står sammen om et fælles projekt. 

- Det er positivt, at der er et fælles regionalt fodslag om infrastrukturprioriteringer. Det gælder på Fyn og også andre steder, siger Jakob Ellemann-Jensen. 

Venstre håber, regeringen vil åbne for forhandlinger, og arbejdet efterfølgende kan komme i gang. 

Radikale Venstre: Fynske Motorvej er ikke topprioritet

Modsat Kenneth Muhs og andre fynske borgmestre, der har udvidelsen af Fynske Motorvej som topprioritet, møder det ikke opbakning hos regeringens støtteparti Radikale Venstre. 

Jeg bakker ikke op om, at vi skal starte med motorvejen, når vi skal lave en hurtig genopretningsplan på økonomien

Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre

- Jeg bakker ikke op om, at vi skal starte med motorvejen, når vi skal lave en hurtig genopretningsplan på økonomien. Jeg vil hellere starte med jernbanen, siger folketingsmedlem Rasmus Helveg Petersen, der gør opmærksom på, at jernbanen har et grønt sigte i forhold til klimaet og den kollektive trafik. 

Fynske Motorvej er i gang med at blive udvidet til tre spor på en længere vestfynsk strækning. Syd om Odense er der fortsat kun to spor og ikke vedtaget nogen politisk beslutning om endnu en udvidelse. 

Bind regioner sammen med infrastruktur

Onsdag kunne TV 2/Fyn fortælle, at Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), håber, at bygningen af den fremskudte færgehavn i Tårs på Lolland bliver rykket frem - til glæde for infrastrukturen på Langeland. 

- At binde vores to regioner sammen – den sydfynske og Lolland-Falster – vil være af vital betydning for de to regioner, som i virkeligheden står med ryggen mod hinanden i øjeblikket. Hvis vi får åbnet op, vil vi gøre en ekstra indsats for at komme ovenpå efter krisen her, siger Tonni Hansen.

Læs også Coronaen får fynske havne til at trække grænsen i påsken

Også Karsten Hønge, der er medlem af Folketinget for SF, er klar til at komme i gang med de fynske byggeprojekter. 

- Jeg synes, det er nogle glimrende forslag. Lad os nu bare få sat Danmark op i gear igen på den anden side af krisen. Vi har en række spændende projekter, der ikke bare skal fungere for at få beskæftigelsen i gang, men som også vil fremtidssikre Fyn, siger Karsten Hønge.

06:48

Venstre har foreslået at fremskynde anlægsprojekter for at få gang i beskæftigelsen. Det forslag får opbakning fra fynske borgmestre.

Luk video