Corona kan snuppe Viktor Axelsens All England-drøm

Sportschefer og tv-stationer i Storbritannien mødes mandag for at diskutere kommende sportsbegivenheder i lyset af udviklingen af coronavirus. Viktor Axelsens far og manager er optimist.

Noget tyder på at den fynske badmintonstjerne Viktor Axelsen kan risikere ikke at få mulighed for, at stige helt til tops ved den prestigefyldte turnering All England.

quote Vi har kun hørt, at det kører ligesom det plejer

Henrik Axelsen, far og manager

26-årige Viktor Axelsen anses for at være blandt favoritterne i herresingle, men frygten for coronavirussen lurer i kulissen forud for turneringen i Birmingham.

Fredag fortalte Badminton Danmark til Ritzau, at arrangøren af den 122 år gamle turnering oplyser, at turneringen vil blive afviklet som planlagt.

Det er også den melding og det som Viktor Axelsens far og manager, Henrik Axelsen, går ud fra.

- Vi har kun hørt, at det kører ligesom det plejer, så det bliver gennemført, siger Henrik Axelsen til TV 2/Fyn.

Viktor Axelsen er i gang med at pakke kufferten og rejser til Birmingham mandag morgen. Samtidig er Henrik Axelsen parat til at tage afsted med et selskab af sponsorer og samarbejdspartnere.

- Jeg har fulgt det meget nøje, fordi jeg har en erhvervsdelegation der skal derover. Det bliver i samme skala, men der snakkes om, at der eventuelt kan blive et tjek (for coronavirus, red.) af os, siger Henrik Axelsen.

Fakta om All England

Henrik Axelsen tilføjer, at der også er lidt sladder om, at gæster fra Asien og andre ramte lande ikke får adgang.

- Men jeg koncentrerer mig om rejsen, siger han.

Han melder desuden sønnen fysisk klar og i mental topform til den prestigefyldte turnering, hvor Danmark har stolte traditioner med vindere som Morten Frost, Poul Erik Høyer, Svend Pri og senest Peter Gade (1999, red.).

Regeringen har indkaldt til møde

Men intet er tilsyneladende sikkert for lørdag kunne den britiske tv-kanal Sky Sports fortælle, at sportschefer og tv-stationer i Storbritannien mødes mandag i London for, at diskutere kommende sportsbegivenheder i lyset af udviklingen af coronavirus.

Det er den britiske regering, som har indkaldt parterne til mødet, hvor en lang række scenarier for alle sportsgrene vil blive gennemgået i håb om at nå til enighed om en plan, der på bedste vis beskytter mod spredning af virusset.

Viktor Axelsen ligger i øjeblikket nummer fem på verdensranglisten og nåede sidste år finalen ved All England, som han tabte til japaneren Kento Momota.

Han blev skadet midt på året, men er siden vendt stærkt tilbage og betragtes altså som kandidat til All England-titlen. I så flad vil han blive den første dansker til at tage titlen siden årtusindskiftet.

Aflysninger, aflysninger ...

Coronavirus har været årsag til en lang række aflysninger og udsættelser af sportsbegivenheder verden over i de seneste par uger.

Således har blandt andre cykelløbsarrangøren RCS Sport, at World Tour-løbene Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo, der er et af cykelsportens monumenter, meddelt at løbene aflyses.

Også LPGA-golfturneringen Blue Bayi kinesiske Hainan blev aflyst, og det samme er European Tour-turneringen Kenya Open, der skulle spilles fra 12.-15. marts.

På dansk grund spilles der for tomme tribuer kampe i de bedste ligaer i både håndbold og ishockey, og fodboldkampene i indeværende runde i både Superligaen og 1. division afvikles uden tilskuere.

Således tager OB søndag til Sønderjylland for at spille mod Sønderjyske - det bliver således uden fodboldfans på lægterne.