I det fynske folks tjeneste

Coronavirus presser fynsk kødvirksomhed - forventer at fyre medarbejdere

Fynsk kødvirksomhed kan for alvor mærke konsekvenserne af coronavirussen. Det kan i sidste ende koste medarbejdere.

00:56

Flere medarbejdere kan ende med at blive sendt hjem. Video: Amanda Kieler Andersen / Foto: Morten Albek

Virksomheden BF-Oks fra Hesselager på Fyn står til at miste op til 75 procent af sin omsætning per uge. Michael Gertz, ejer af BF-Oks, står over for en stor udfordring, og den hedder coronavirus.

BF-Oks har 700 kunder. Kunderne er hoteller, konferencer, kantiner, efterskoler og færgefart, men de bestiller ikke lige så meget kød, som de plejer.

- Vi ser især en nedgang hos restauranter og konferencer. Konferencerne har mistet rigtig mange ordrer, som er blevet aflyst grundet corona, siger Michael Gertz.

Allerede da udbruddet kom i Kina, blev Michael Gertz bekymret for situationen herhjemme.

- Da det kom i Kina, og jeg så, at det ikke var under kontrol, begyndte jeg at tage mine forholdsregler. Specielt da det kom til Italien, og jeg så hvordan, de reagerede, var jeg sikker på, at det ville blive stort problem for os også, siger Michael Gertz.

Normalt er hallen fyldt med kød, som skal leveres til kunderne. Foto: Morten Albek

Læs også Corona får konsekvenser: - Det koster os nok over en million kroner

Det går ud over medarbejderne

Det er ikke kun omsætningen hos BF-Oks, der kan opleve et dyk nedad på grund af det manglende salg. Michael Gertz frygter, at antallet af medarbejdere vil falde. Fordi de ikke har noget at lave.

- Vi kommer til at miste en omsætning, hvor vi stadig har omkostningerne på den daglige drift. Det er blevet sværere at sende en medarbejder hjem, fordi jeg som virksomhed har nogle økonomiske forpligtigelser, siger han.  

Michael Gertz kan tydeligt mærke, at hans virksomhed står over for store udfordringer. Især spørgsmålet om medarbejderne presser kødgrossisten. 
 
- Det mest ærgerlige i det her er, at mine medarbejdere, som hver dag knokler, også har en gældsforpligtigelse. Jeg kan ende med at sætte dem i en situation, hvor det bliver økonomisk svært for dem, siger Michael Gertz.  

Læs også Fynsk virksomhed begejstret for håndsrækning til erhvervsliv

Regeringens krisepakke

Tirsdag offentliggjorde regeringen en økonomisk krisepakke med tre initiativer, som skal hjælpe virksomheder, der får negative økonomiske konsekvenser på grund af coronavirus.

Michael Gertz er glad for, at regeringen vil hjælpe virksomhederne. Men han tror ikke, at det kommer til hjælpe en virksomhed som hans.

- Det kommer ikke til at give mig den store gevinst. Det hjælper en lille smule med skatten, men ellers så giver det mig ikke noget, siger Michael Gertz.

Han kommer dog selv med et løsningsforslag.

- Den bedste hjælp, som jeg kunne få, var en garanti på, at bankerne fik opbakning til at hjælpe virksomhederne, siger Michael Gertz.   

Regeringens krisepakke

  • Kompensation til arrangører, der i marts har aflyst eller udskudt arrangementer med +1.000 deltagere og arrangementer på under 1.000 deltagere, som er målrettet særlige covid-19-risikogrupper, for eksempel ældre eller helbredsmæssigt sårbare.
  • Ny hastelovgivning understøtter virksomhedernes likviditet ved midlertidigt at udskyde betalingsfristerne for moms, AM-bidrag og A-skat.
  • Regeringen og erhvervslivets corona-enhed, der sammen med erhvervslivet skal drøfte målrettede og konkrete forslag til midlertidige tiltag, der kan afhjælpe aktuelle udfordringer for i første omgang transporterhvervene samt turisme og oplevelsesøkonomi.

Kilde: Erhvervsministeriet

Læs også DSB lancerer fem tiltag mod coronavirus

Fremtiden

Hvordan fremtiden ser ud, er uvist, men Michael Gertz frygter, at en udbredelse af coronasmitten vil få flere konsekvenser for hans virksomhed.

- Det kan blive slemt, fordi vi først står over for en afmatning, og så kommer der en fase, hvor folk skal have tiltroen tilbage. Så det kommer til at tage tid. Derfor tror jeg, at det bliver en lang proces, siger han.

Den fynske kødvirksomhed har finansielle forpligtigelser, og Michael Gertz skal ud at kigge sine partnere dybt i øjnene, så han stadig kan have sin virksomhed.

- Jeg tror, at mine kreditforsikringer ude ved mine leverandører bliver svære at opretholde. Det vil gøre det svært for mig at købe varer ind, siger han.

Michael Gertz håber, at virussen er stilner af om seks til otte uger. Men hvornår situationen er normal, kommer til at trække ud.

- Jeg tror, det vil tage et halvt års tid, inden vi er tilbage til det normale igen, siger Michael Gertz..