Ekstra travlhed i blomsterbutik - og det er ikke kun på grund af mors dag

Jette Pedersen har aldrig haft så travlt før i sin blomsterbutik. Coronavirus og mors dag giver ekstraordinær travlhed i butikken i Bogense. 

Anden søndag i maj betyder tradition tro mors dag, hvor mange ynder at give en buket blomster til deres mor. 

Det giver ekstra travlhed hos blomsterbutikken Blomster Til Alt i Bogense, hvor der er kaldt ekstra mandskab på arbejde. 

- Vi har rigtig travlt. Lige nu er vi tre i butikken. Jeg har en chauffør ude at køre med buketter nu. Der kommer en ny chauffør lige om lidt og kører med nogle flere. Min mand kommer og står på gaden og hjælper derude med dem, der gerne vil have planter. Vi er normalt aldrig så mange i butikken på én gang, siger indehaver Jette Pedersen til TV 2/Fyn. 

De fleste kunder skal have udbragt

Almindeligvis er det kun ejeren selv, der står i butikken i Adelgade, med hjælp i weekenden fra en skolepige. 

De seneste to måneder har dog været alt andet end almindelige i blomsterbutikken. Som følge af coronaviruspandemien har fynboerne haft ekstra travlt med at give blomster til hinanden.  

- Jeg har ikke haft så travlt før. Jeg har aldrig haft så mange bestillinger - hverken til i dag eller normalt. Det er vildt, fortæller Jette Pedersen. 

- Alle ringer og bestiller og skal have sendt ud, fordi de ikke må køre på besøg selv, men du må gerne sende tanken, forklarer hun.

Gøre folk glade

At hverdagen bliver mere hektisk, og timerne i butikken lidt mere pressede, gør dog ikke noget. Tværtimod.  

- Det er fantastisk. Jeg elsker at have travlt. Jeg elsker at køre ud og gøre folk glade, siger Jette Pedersen. 

Mors dag er - ligesom halloween, black friday, valentinsdag og fars dag - en amerikansk tradition, som danskerne i den grad har taget til sig.

Oversigt

    Oversigt