Fynbus om myndighedernes nye tiltag: - Vi er nødt til at handle hurtigt

Danskerne skal undgå den kollektive trafik i myldretiden, sådan lyder det fra myndighederne på et pressemøde tirsdag. Det skaber travlhed hos Fynbus.

Busser og toge der er fyldt til bristepunktet, kan i den nærmeste fremtid blive et særsyn på Fyn.

Tirsdag afholdt myndighederne endnu et pressemøde, hvor de blandt andet præsenterede en opfordring til, at danskerne skal droppe den kollektive trafik i myldretiden.

Udmeldingen har skabt travlhed hos Fynbus.

- Der er ingen tvivl om, at det er en alvorlig situation, vi står i, og vi er nødt til at tage den rigtig seriøst. Ligesom vi selvfølgelig også er nødt til at tage kunderne seriøst, fortæller Martin Krogh, kommunikationschef hos FynBus, og tilføjer:

- Det er klart, at hvis vi går ud og opfordrer til, at der skal være færre, der skal benytte bussen, så siger det sig selv, at vi kommer til at opleve, at den kollektive trafik bliver påvirket af det her.

- Vi skal handle hurtigt

Udover opfordringen til passagererne opfordrede statsministeren også udbyderne af den kollektive trafik til at lave foranstaltninger, der så vidt muligt forhindrer, at folk står for tæt, når de hopper på bussen eller toget.

- Vi har ikke kigget på helt konkrete løsninger endnu. Men det er klart, at når det handler om begrænsning af plads, så skal vi ind og se på, hvad vi kan gøre, fortæller han.

Helt præcist hvornår man som passager kommer til at mærke konkrete konsekvenser af det, ved Fynbus ikke, men det bliver snart, fortæller kommunikationschefen.

- Vi kunne høre på Mette Frederiksen i dag, at vi skulle skynde os, så det er ikke noget, der kommer til at tage lang tid. Vi er nødt til at handle ret hurtigt på det her, siger han.

Ingen forskel

Tirsdag eftermiddag besøgte TV 2/Fyn Odense Banegård Center for at høre, hvad fynboerne tænker. På trods af opfordringerne forholder fynboerne sig roligt til dagens udmelding.

- For at komme på arbejde er jeg nødt til at tage bussen. Jeg vil måske tænke mere på tidspunkterne og tage afsted lidt tidligere, hvis det giver mening, fortæller Katrine Andersen, der er pædagogstuderende. 

Spørgsmålet er, om det overhovedet kommer til at gøre en forskel. 

- Hvis der er nogen med bussen, der er smittede, så tror jeg ikke, det gør den store forskel, fortæller lærerstuderende Stevie Kjær. 

De fleste af dem, TV 2/Fyn har talt med, fortæller, at de tager deres forholdsregler. Og netop af den grund mener Morten Nørgaard, der i dag skulle med bussen, at det er et godt tiltag.

-  Det får måske folk til at tænke mere over, hvad man skal gøre. Blandt andet med håndhygiejne, hvor man skal færdes, og hvor man ikke skal færdes, hvis man har symptomer, fortæller han.

I følge Ritzau har stigningen i antal af coronasmittede tirsdag gjort det største hop i Danmark indtil videre. Mandag var der 90 smittede danskere, og tirsdag var tallet 262 danskere.

 

Oversigt

    Oversigt