Fynsk virksomhed begejstret for håndsrækning til erhvervsliv

Erhvervslivets lidelser på grund af coronavirus skal begrænses. Derfor satte regeringen tirsdag ind med en række initiativer, der tilgodeser erhvervslivet. Det begejstrer direktør Henrik Marinus Pedersen.

Direktøren for ingrediensvirksomheden Ovodan, Henrik Marinus Pedersen, var begejstret, da han hørte om regeringens håndsrækning til erhvervslivet tirsdag eftermiddag.

- Jeg synes, at de tager de tunge våben frem, og det kræver nosser af en regering at gøre det, siger direktøren.

Hans egen virksomhed er nemlig en af de fynske virksomheder, der har lidt store tab under coronaudbruddet.

- Indtil nu, har vi nok et tab på cirka 15 millioner kroner på grund af corona, fortæller Henrik Marinus Pedersen.

Håndsrækning til erhvervslivet

De initiativer som regeringen præsenterede tirsdag, skal blandt andet forsøge at forsinke smittespredningen og hjælpe erhvervslivet gennem udbruddet. Især tre af initiativerne skulle holde hånden under erhvervslivet, der indtil nu har lidt store tab på grund af coronavirus.

Det første initiativ handlede om kompensation til de arrangører, der har udskudt eller aflyst større arrangementer efter regeringens første udmelding i fredags.

Desuden skal der vedtages en ny hastelovgivning, så virksomheder får forlænget fristen for betalingen af moms, AM-bidrag og A-skat. Ifølge regeringen skulle det midlertidigt frigøre omkring 125 milliarder til virksomhederne, der dog stadig skal betale pengene på et senere tidspunkt.

Det tredje initiativ omhandlede nedsættelsen af en såkaldt ’corona-enhed’, der skal afhjælpe udfordringer, der opstår som følge af coronavirus.

Glad på andres vegne

Tilbage hos Ovodan i Odense er fokus dog ikke på hans egen branche.

- Jeg glæder mig over, at regeringen yder den her hjælp til de andre segmenter af erhvervslivet, primært i oplevelsesbranchen, som i dag har det rigtig skidt, fortæller Henrik Marinus Pedersen.

Selvom virksomheden har lidt store tab, er direktøren fortrøstningsfuld.

- Som udgangspunkt, tror og håber jeg ikke, at vi får det store behov for det her. Vi er i ingrediensbranchen, og folk skal trods alt spise, siger han.

 

 

Oversigt

    Oversigt