Fynske kommuner klar med hjælp til lokale håndværksmestre og firmaer

Mange kommunal- og byrådspolitikere tænker i disse dage kreativt for at hjælpe det lokale erhvervsliv gennem coronakrisen.

Fynske kommuner er klar med hjælpepakker til det lokale erhvervsliv, og ideerne bobler frem blandt mange kommunalpolitikere. 

I weekenden vedtog man flere steder at fremskynde betalingen af regninger til private leverandører, selv om betalingsfristen normalt er 30 dage. 

Nu er der nye erhvervsinitiativer på vej, viser en rundspørge, TV 2/Fyn har foretaget blandt borgmestrene på Fyn.

- Vi har overvejelser om at sætte vores kommunale maskinpark ud til forårsklargøring i private firmaer, og sådan kommer der hele tiden nye ideer til, hvordan vi kan gøre noget lokalt for at afbøde de værste virkninger, som coronakrisen kan få på det lokale erhvervsliv, siger Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF).

- For eksempel har vi besluttet at åbne beddingen i Bagenkop Havn før tid, så fiskerne kan få deres skibe på bedding. Desuden har vi besluttet, at nogle af de hjemsendte medarbejdere skal bruge tid på at sagsbehandle byggeansøgninger, så vi kan få ventetiden ned og lokale håndværksmestre kan komme i gang med opgaverne.

- Og så har vi aftalt, at det private rengøringsfirma, som gør rent i kommunen, bruger deres tid på ekstra grundig rengøring og derved undgår hjemsendelse, siger borgmesteren.

Hjælpepakke fra Middelfart

Der er også initiativer på vej i en række andre fynske kommuner.

Middelfart Kommune har netop vedtaget en hjælpepakke, som løbende justeres, som situationen udvikler sig. Hjælpepakken indeholder en række konkrete indsatser i form af hurtigere ekspedering af byggetilladelser og etablering af en task force, som skal hjælpe virksomhederne, uanset hvilke problemer det drejer sig om.

- Det private erhvervsliv bliver hårdt ramt af denne krise, men skal også i høj grad bære opgaven med at holde vores samfund kørende. Hjælpepakken rækker naturligvis kun noget af vejen, og vi vil løbende opdatere den, så vi i størst muligt omfang kan støtte virksomhederne igennem denne tid, siger Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd (S).

Kommunen har blandt andet besluttet at fremskynde en række renoveringsprojekter i kommunale bygninger. Genbrugsstationerne holdes åbne for erhvervsaffald, og borgerservice vil have særligt fokus på erhvervsdrivende og medarbejdere, som har brug for nyt kørekort eller pas for at udføre deres erhverv.

Formanden for Middelfart Erhvervscenter, Kim Svaneborg, er glad for initiativerne.

- Det er vigtigt at holde fast i det momentum, vi har bygget op de seneste ti år, og gøre alt muligt for at komme tilbage til en sund hverdag så hurtigt som muligt, siger han.

Opgaver fremskyndes

Svendborg, Kerteminde, Nyborg, Faaborg-Midtfyn og Assens Kommune er også parat til at understøtte det lokale erhvervsliv. Primært ved at fremrykke en række opgaver, som ellers var planlagt til senere på året, oplyser borgmestrene til TV 2/Fyn.

- Vi er i gang med at se på det, og i morgen tidlig (onsdag, red.) er der direktionsmøde, hvor der dannes et overblik over situationen. Vi ser, hvad vi kan gøre lige nu for at udfylde et akut opstået vacuum hos håndværkere og entreprenører, siger Assens kommunes borgmester, Søren Steen Andersen (V).

I Kerteminde Kommune vil der blive sat gang i anlægsinvesteringer for op imod 30 millioner kroner i de kommende uger.

- Vi er så heldige, at vi allerede har været igennem udbud, høringer med videre i forbindelse med en række projekter, som kan påbegyndes hurtigt, siger borgmester Kasper Ejsing Olsen (S).

Helt så enkelt er det dog ikke i Nordfyns Kommune.

- Vi har anlægsudgifter for 118 millioner kroner, hvilket er Fyns højeste målt per indbygger. Men projekterne skal gøres klar til udbud, og den proces kan ikke umiddelbart forceres, oplyser borgmester Morten Andersen (V) til TV 2/Fyn.

Ærøs borgmester Ole Wej Petersen er i gang med at danne sig et overblik.

- Vi har nok ikke nogen planlagte renoveringer, der endnu ikke er sat i gang, men det vil jeg undersøge, oplyser borgmesteren.

Regninger for 70 millioner i Odense

Odense Kommune har ligesom de fleste andre fynske kommuner planer om at fremskynde renoveringer og byggerier, og kommunen vil også gerne betale sine regninger tidligere end normalt.

- Snart skal økonomiudvalget behandle en samlet lokal erhvervspakke. Et af elementerne er, at vi vil prøve at få skubbet nogle penge ud til de erhvervsdrivende ved at betale regningerne tidligere, og vi vil lade erhvervslivet få lov til at betale os lidt senere, siger Peter Rahbæk Juel (S).

Odense Kommune har mulighed for ret hurtigt at kanalisere nogle penge ud til det lokale erhvervsliv, hvis de betaler deres regninger hurtigt.

- Vi har omkring 8600 regninger liggende til en værdi af 70 millioner kroner. Det kan komme til at virke ret hurtigt som likviditet, der kan stå ved de virksomheder, hvor nogle lige nu er trængte, siger Peter Rahbæk Juel.

- Vi er heldigvis en by, der vokser, så vi har brug for flere børnehaver og dagtilbud. Det ved vi, og det er noget af det, vi kan begynde sætte i gang, siger borgmesteren.

Oversigt

    Oversigt