Gartnerier i opråb til regeringen: - Vi mangler hjælp

Regeringen må træde til og yde særlig støtte til de fynske gartnerier, hvis de skal overleve krisen. Sådan lyder det fra formanden hos Dansk Gartneri, der melder om store tab landet over.

Det strammer til hos de fynske gartnerier, hvor varelagrene lige nu er fyldt med planter, som de ikke har mulighed for af afsætte. 

Flere steder er man nødt til at kassere planterne, fordi de står og rådner, og gartnerierne kan ikke opnå dækning for de tabte varer. 

Derfor bør regeringen nu gå ind og yde særlig støtte til branchen. Det mener Jørgen K. Andersen, der er formand for Dansk Gartneri.

- Vi har forsøgt at råbe dem op, og vi presser på, alt det vi kan. Men vi mangler, at de (regeringen, red.) lytter til de specielle behov, vi har med vores varelager. Hvis det ikke sker, vil der komme katastrofale tab, der vil true vores gartnerier, siger han til TV 2/Fyn.

Behov for ekstra kompensation

I et forsøg på at afdække situationens alvor, begyndte Dansk Gartneri i sidste uge at opgøre de økonomiske tab på de danske gartnerier. I den uge har man over hele landet oplevet et fald i den samlede omsætning på 52 procent.

Selvom regeringen har udsendt flere hjælpepakker til erhvervslivet i form af blandt andet lønkompensationer for ansatte, mener formanden for Dansk Gartneri ikke, at det er nok til at redde gartnerierne.

- De er ikke egnet til vores erhverv. Der, hvor vi har brug for hjælp, er på varelageret. Planter er ikke noget, man lægger på hylden som et stykke metal, siger han og fortsætter:

- Det, jeg meget gerne vil have, er en form for erstatning for nogle af de tab, vi har. Det skulle nødig blive sådan, at blomster efter krisen er noget, vi er nødt til at købe i Holland og Spanien, siger han. 

V-politiker går ind i sagen

En anden, som også er klar til at tale gartneriernes sag, er den fynske venstrepolitiker Lars Christian Lilleholt. Han er heller ikke tilfreds med de tiltag, der indtil nu er sat i værk af regeringen.

- Der er gartnerier omkring Odense, der direkte bløder for øjeblikket. Der er brug for, at Folketinget griber ind, og at regeringen kommer med en hjælpepakke til dem, siger han.

På baggrund af meldinger fra gartnerierne, vil han arbejde for, at muligheden for statsgaranterede lån med lav rente bliver udvidet. 

- Det, vi har set indtil nu, er ikke godt nok. Derfor presser jeg på for, at der også skal ydes en hjælp til de fynske gartnerier, siger han.

Har dialog i gang

Hos Dansk Gartneri har man planer om løbende at fremlægge de registrerede tab for politikerne. Ifølge formanden har man allerede en dialog i gang med fødevareminister Mogens Jensen (S), men det har endnu ikke ført til videre tiltag. 

- Han er meget forstående. Men derfra og så til, at der sker noget konkret, der kan godt være lang vej, siger Jørgen K. Andersen.

Hvis gartnerierne ikke modtager en form for kompensation i den kommende tid, frygter formanden, at det i sidste ende kan få konsekvenser for hele branchen.

- Jeg er bange for, at hvis der ikke kommer en ordning i løbet af nogle få uger, så vil store dele af vores erhverv kollapse. Når der ikke kommer nogle penge i kassen, kan vi ikke betale løn og omkostninger, siger han. 

Oversigt

    Oversigt