I det fynske folks tjeneste

Hjælpepakke til Fjord & Bælt: - Nu skal vi nok klare den

En ny hjælpepakke lander på et tørt sted, siger direktøren for Fjord & Bælt.

00:45

Fjord & Bælt i Kerteminde kan ånde lettet op. En hjælpepakke sikrer, at museet får dækket 80 procent af deres tabte indtægter. Video: Ole Holbech/redigering: Maja Kærhus Jørgensen

Det første, der møder forbipasserende ved Fjord & Bælt i Kerteminde, er et stort skilt. 

- Fjord & Bælt holder LUKKET indtil situationen omkring Covid-19 virus igen er stabil, står der med store typer.

Coronakrisen har for alvor gjort ondt på fynske Fjord & Bælt, der i snart to måneder har lidt under manglende billetindtægter. 

Men nu er der godt nyt til det fynske center. 

- Det betyder utrolig meget. Det var en kæmpe lettelse, lyder det fra direktør Mette Thybo. 

Læs også Coronahjælp på vej til fynsk aktivitetscenter

Onsdag morgen fik hun besked om, at Fjord & Bælt sammen med 15 andre videnspædagogiske aktivitetscentre kan få dækket op til 80 procent af deres tabte indtægter under coronakrise.

Det har regeringen sammen med et stort flertal af Folketingets partier besluttet.

Fjord & Bælt har været hårdt mærket af coronakrisen.  Foto: Ole Holbech

Har fyret træner

Hjælpepakken er vedtaget ovenpå en periode, hvor Fjord & Bælt på grund af coronakrisen har fyret chefdyretræneren samt iværksat en online indsamling blandt for at sikre stedets overlevelse. 

- Vi har været ret bekymrede for, hvordan det ville ende for os, siger direktøren, der også er direktør for Naturama i Svendborg. 

- Men vi skal nok klare den, understreger hun med henvisning til den nye hjælpepakke.

FAKTA: HVAD ER ET PÆDAGOGISK AKTIVITETSCENTER

Der findes 16 videnspædagogiske aktivitetscentre, der er anerkendt af Børne- og Undervisningsministeriet. Fælles for dem alle er, at de er at støtte videnspædagogiske for en alternativ og supplerende formidling af vanskeligt tilgængelige fænomener, der bygger på vidensformidling via publikums aktive deltagelse.

 

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Se mere

- De (pædagogiske aktivitetscentre, red.) udgør og videreformidler vores kulturarv, og regeringen mener i sagens natur, at det er afgørende, at disse steder kommer nogenlunde tørskoede gennem krisen, sådan at også de kommende årgange af børn får gavn af deres virke, siger børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i en pressemeddelelse om hjælpepakken. 

Læs også Med sprit og afstand: 2. klasse bruger Fjord&Bælt som klasselokale

Fjord & Bælt har allerede fået del i blandt andet lønkompensation, men har modsat eksempelvis kulturinstitutioner ikke fået del i særlige coronatilskud. 

- Vi har fået dækket noget, men hele vores indtjening kommer fra entré, forklarer Mette Thybo. 

Det er uvist præcis, hvor mange penge, Fjord & Bælt kan få samt hvornår udbetalingen vil finde sted. 

FAKTA: DE ANDRE PÆDAGOGISKE AKTIVITETSCENTRE

Foruden Fjord & Bælt findes 15 andre pædagogiske aktivitetscentrene, der kan få hjælp gennem hjælpepakken. 

  • Sagnlandet Lejre
  • Middelaldercenteret, Nykøbing Falster
  • Historiecenter Dybbøl Banke
  • AQUA Akvarium og Dyrepark
  • Ribe Vikingcenter
  • Vadehavscenteret
  • Økolariet
  • Experimentarium
  • Kulturcenter Assistens
  • Tycho Brahe Planetarium
  • Lille Vildemosecentret
  • Geocenter Møns Klint
  • NaturBornholm
  • Bornholms Middelaldercenter
  • Universe

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet