Kommune bestormet af frivillige: - Vi var nødt til at sætte en prop i

Flere ansatte i Odense Kommune end der var brug for meldte sig forud for weekenden til at rådgive odenseanerne om nye coronaregler.

Hold afstand. 

Det er et af de budskaber, som odenseanerne i løbet af weekenden er blevet mødt med, hvis de er blevet opsøgt af kommunens folk. 

- Det er vores klare opfattelse, at folk har forstået budskabet og holder afstand, forklarer Tommy Holst, der er sekretariatschef i SSP Odense. 

Foruden de ansatte, der normalt varetager gadeplansopgaver har Odense Kommune også trukket på 80 ekstra medarbejdere fra henholdsvis beskæftigelses- og socialforvaltningen samt børn- og ungeforvaltningen.

De har alle meldt sig frivilligt til at trække i gule veste for at vejlede borgere i Odense om de nye coronaregler. 

- Vi har så mange medarbejdere, som virkelig gerne vil det her. Vi blev overrasket over, hvor mange der meldte sig, lyder det fra sekretariatschefen, der tilføjer:

- Vi var nødt til at sætte en prop i. 

I løbet af weekenden har de været rundt på gader og stræder for at vejleder odenseanerne. 

- Man kan se på folks adfærd, at de har større afstand end normalt, siger Tommy Holst, der er leder af SSP i Odense.

Onsdag 18. marts trådte de nye regler i kraft. De betyder, at det ikke er tilladt at samles flere end ti personer i offentligheden.

Det siger reglerne

Derudover skal eksempelvis barer, natklubber og vandpibecaféer holde lukket, da personer typisk opholder sig tæt på disse steder. 

Hvis det bliver nødvendigt er man klar til at rekruttere flere medarbjedere fra de to forvaltninger til at rådgive odenseanerne.

- Vi fortsætter vejledningsindsatsen over det næste stykke tid, forklarer Tommy Holst. 

Politi på gaden for at vejlede

Fyns Politi har kun tre gange i løbet af weekenden måtte finde bødeblokken frem, fordi fynboer brød de nye forbud, der er sat i værk som følge af coronavirus. 

- Vi synes faktisk, at det generelt går fint, forklarer vagtchef ved Fyns Politi Henrik Krøjgaard og tilføjer:

- Der er mange spørgsmål. Vi vejleder selvfølgelig på bedst mulig måde. 

Ifølge vagtchefen har man ikke sigtet nogle fynboer for at overtræde forbud om forsamlinger på maksimalt ti personer

- Der har kun været beværtninger, der ikke kunne finde ud af reglerne, konstaterer han. 

I alt har tre virksomheder fået en bøde for at være åbne i weekenden. Der er tale om en bodegaen, en pub og en vandpibecafé.

De tre virksomheder ligger alle i Odense. 

Oversigt

    Oversigt